Liverpool-fansene burde have noget at glæde sig over efter den vigtige sejr på udebane over Newcastle. I stedet sidder de nok med en bitter smag i munden.

For Jürgen Klopps tropper vendte nemlig hjem med en 2-0 sejr mod den nyrige nordengelske klub, men efter lørdagens opgør har noget andet – og langt mindre positivt – fyldt de engelske spalter.

Liverpool-holdet er blevet lagt for had grundet en helt særlig tur, som de tog hjem.

Det skriver The Mirror.

Jordan Henderson (tv.) og Trent Alexander-Arnold hygger sig i flyet på vej til Liverpool efter udebanesejren mod Newcastle.
Jordan Henderson (tv.) og Trent Alexander-Arnold hygger sig i flyet på vej til Liverpool efter udebanesejren mod Newcastle. Foto: Instagram/trentarnold66
Vis mere

Hvad der ligger til grund for den voldsomme kritik? En flyvetur på 33 minutter.

Den korte hjemrejse til Liverpool blev tilbagelagt i fly i stedet for i bus eller tog, der havde krævet en tretimers køretur for at tilbagelægge de cirka 265 kilometer.

Privatflyet med de mange fodboldstjerner om bord lettede klokken 21.37 engelsk tid fra Newcastle, inden det landede 22.10 i Liverpool.

Den langtfra klimavenlige beslutning vækker næppe begejstring blandt klubbens fans, hvoraf flere raser på sociale medier.

Du kan læse et udpluk af kommentarerne her:

  • 'Det er til grin'
  • 'Det her skal stoppe, der er ingen undskyldning'
  • 'Så dårligt'

En række Liverpool-tilhængere kan dog ikke se problemet ved rejsen i privatflyet.

Her lyder argumentet, at spillerne hurtigt skulle hjem og få gang i restitutionen frem mod tirsdagens Champions League-brag mod Real Madrid.

Den kamp spilles tirsdag på Anfield.