Han flirtede med de danske mestre. Nu er han i stedet endt i Sverige.
For angriberen Isaac Kiese-Thielin er ny mand i Malmø FF-trøjen, hvilket gør ham til den første, der er hentet til klubben under Jon Dahl Tomasson.
Det afslørede klubben på Twitter torsdag aften, hvor der blev delt et billede fra 2014 og et fra i år.
'Så fint at se dig i den himmelblå farve igen,' skriver Malmö FF på Twitter.
Isaac Kiese-Thelin er ellers flere gange blevet nævnt som en spiller, der kunne være interessant for Ståle Solbakken og FC København.
Tilbage i september var han ifølge B.Ts oplysninger tæt på at skifte fra belgiske Anderlecht til de forsvarende danske mestre.
Det var i kølvandet på, at FCK kort inden Europa League-kvalifikationskampene mod Riga FC fik to dårlige nyheder, da Dame N'Doye og Jonas Wind begge løb ind i skader.
Handlen skulle angiveligt næsten have været på plads, men Anderlecht endte med ikke at sende Isaac Kiese Thelin afsted, da det ikke var lykkedes at finde en afløser.

I stedet hentede FC København som bekendt så Nicklas Bendtner på en fire måneder lang aftale, der inden jul ikke blev forlænget.
»Isaac var i en situation, hvor det ikke kun var FC København, der ville have ham. Der var også to-tre klubber, som kom fra bedre ligaer. Gode klubber i deres ligaer. Han afviste dem for at forsøge at komme til FC København, fordi han følte, at det ville være bedst for ham og hans familie,« sagde svenskerens agent, Miralem Jaganjac, til B.Ts podcast, Transfervinduet.
»Men han er professionel, så da det ikke skete, fortsatte han med at passe sit arbejde, og han reddede dem i pokalen, hvor han scorede det mål, der sendte dem videre til næste runde. Men hvordan havde han det? Jeg tror, at alle kan regne ud, hvordan han havde det.«
Malmö FF har lånt Isaac Kiese-Thelin resten af sæsonen, oplyser klubben.