»At forråde kongen medfører en forbandelse.«

Der er ikke tale om hundreder. Der er heller ikke tale om tusinder. Tværtimod har flere hundredtusinder valgt at droppe Portugal – i kølvandet på Cristiano Ronaldos dramatiske exit fra landsholdslejren i Parken i København.

Det viser tallene i hvert fald, når man kigger nærmere på antal følgere af Portugals fodboldlandshold på Instagram.

For to dage siden – den 29. september – viser data fra InsTrack, at Portugal havde lidt mere end 25 millioner følgere på det sociale medie. 

Nu – dagen efter Ronaldos flugt med sit privatfly – er det faldet markant.

I skrivende stund er følgerantallet nede på 24,6 millioner.

Cristiano Ronaldo ses her ankomme til Parken onsdag. Portugal og Danmark tørner sammen torsdag aften i Nations League.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dermed har et sted mellem 400.000 og 500.000 indtil videre sagt »adeus« – eller »farvel« – til profilen.

Flere har dog ikke meldt sig ud af online-fællesskabet i stilhed.

De seneste opslag, som profilen har delt, er nemlig blevet overstrømmet med beskeder fra mildest talt sure Ronaldo-fans.

»PORTUGAL UDEN RONALDO ER INGENTING – HUSK ALTID DET,« lyder det fra en bruger.

»Det var Cristiano Ronaldo, der introducerede os til det portugisiske landshold. Uden Cristiano ville vi ikke have kendt dette hold,« skriver en anden.

»Hvem er Portugal? Jeg troede, det var Ronaldos efternavn,« lyder det fra en tredje, mens en fjerde skriver:

»At forråde kongen medfører en forbandelse.«

En femte spørger også lettere retorisk:

»Er alle ved at afmelde sig?«

Hele balladen om Cristiano Ronaldo udspillede sig onsdag, da han pludselig forlod Parken, hvor han var mødt op for at træne forud for Nations League-kampen mod Danmark torsdag aften.

Det skete kort tid efter, at landstræner Jorge Jesus havde meldt ud, at 'CR7' ikke ville få en plads i startopstillingen.

Efterfølgende forlod stjerneangriberen hastigt Parken, tilkaldte sit privatfly fra Madrid og rejste helt fra Danmark i det.

I et opslag på sine sociale medier skrev han efterfølgende, at han senere ville fortælle »det portugisiske folk sandheden om årsagerne til, at jeg forlod landsholdet«.