Flere hundrede sager skal granskes efter Cornelius-brøler
DBU skal kigge flere hundrede sager igennem for mulige fejl i spørgsmålet om habilitet i Disciplinærinstansen.

DBU skal kigge flere hundrede sager igennem for mulige fejl i spørgsmålet om habilitet i Disciplinærinstansen.

Det er et større arbejde, der sættes i gang, når Dansk Boldspil-Union (DBU) skal granske de seneste års sager fra Fodboldens Disciplinærinstans.
Ifølge Andreas Høj, der er direktør for kommunikation og governance i DBU, er det omkring 200 årlige sager, som skal under lup.
Det siger han til Ritzau.
DBU vil lede efter fejl i habilitetsspørgsmålet. Det sker som følge af fejlen i tildelingen af en karantænedag til FC Københavns Andreas Cornelius.
Tirsdag erkendte DBU på sin hjemmeside, at der er begået en fejl i proceduren, da to ud af de seks medlemmer, der stemte om straffen, var inhabile.
Fejlen havde ikke betydning for udfaldet, men er alligevel katalysator for en større undersøgelse.
- Vi vil gå ned i hver enkelt sag og se, hvem der har deltaget fra instansens side, og vurdere, hvad sagen handler om, i hvilken række det er, og hvem der har deltaget i behandlingen af det.
- Vi vender hver en sten for netop at opdage, om der skulle være noget, og for at undgå, at sådan nogle sager sker i fremtiden, siger Andreas Høj.
I sagen om Cornelius var to af panelets medlemmer aktive i andre klubber i Superligaen. Lars W. Knudsen er tilknyttet Randers FC, mens Teddy Pedersen har en relation til Sønderjyske.
Det er dog ikke nødvendigvis udelukkelsesgrund for et medlem af Disciplinærinstansen med tilknytning til en Superliga-klub, at der er tale om en sag fra en anden klub i landets bedste række. Det handler om sagens karakter og indhold.
Eksempelvis kan et medlem godt være med til at stemme om konsekvenserne af pyroteknik hos en konkurrerende klub.
- Medmindre du har direkte økonomisk gevinst ved det, påpeger Andreas Høj.
Samtidig er det op til medlemmerne selv at bakke ud, hvis de selv vurderer, at de er inhabile.
DBU-direktøren siger, at en administrativ fejl førte til brøleren i sagen om FCK-angriberen.
- Vi laver altid en sagsbehandling fra administrationens side, hvor vi tager stilling til inhabilitet. Vi lavede en fejl ved ikke at tage højde for inhabilitet hos de to medlemmer, siger Andreas Høj.
FCK-direktør Jacob Lauesen savner en klar linje i afgørelserne og mener, at den slags fejl skaber mistillid til systemet.
Andreas Høj medgiver, at der venter noget reparationsarbejde.
- Jeg forstår udmærket, hvorfor FCK er frustreret. Jeg ville have sagt det samme, hvis jeg var i deres sted. Den fejl, der er begået, er ikke acceptabel. Det beklager jeg dybt, og det tager jeg det fulde ansvar for.
- Når det er sagt, går vi i gang med en dialog sammen med klubberne om, hvordan vi kan forbedre praksis omkring Fodboldens Disciplinærinstans og de administrative processer.
Han vil ikke spekulere på, hvad konsekvenserne kan blive, hvis der findes flere fejl i DBU's arkiver.
- Den bro må vi krydse, når vi når dertil. Lige nu går vi i gang med at gennemtrawle sagerne fra det seneste år, og så lægger vi den undersøgelse frem i offentligheden, så offentligheden får indsigt i de sager, der måtte have været, siger DBU-direktøren.
RITZAU