Flemming Østergaard har hakket en pæn luns af prisen på det hus, han satte til salg for nogle måneder siden.
Det er nu 2,5 millioner kroner billigere.
For af boligannoncen fremgår det, at man nu kan erhverve sig de 268 m² i Skodsborg med fem værelser, to stuer, sauna, vinkælder og privat strand ud til Øresund for 47,5 millioner kroner.
Der er altså tale om et nedslag på fem procent i forhold til den oprindelige salgspris på 50 millioner kroner.
Flemming Østergaard har haft strandvejsvillaen i 28 år, og da den blev sat til salg i august, lød det på Facebook, at det var en af de sværeste beslutninger i hans liv.
Men nødvendig.
For hustruen Inge lider af Alzheimers.
»Vi må prioritere det vigtigste: at skabe ro, nærvær og gode dage sammen. Derfor har vi fundet en ny bolig, kun 400 meter væk, hvor hverdagen bliver lettere,« forklarede han dengang.
Den i dag 81-årige tidligere fodboldboss købte boligen med sin kone i 1997 – til en pris på 6,8 millioner kroner.

