Det lå ikke ligefrem i kortene, at Flemming Toft en dag skulle blive en af Danmarks største sportskommentatorer.
Men det var ikke desto mindre det, som den 71-årige TV 2-legende endte med at blive, selv om karrieren startede et helt andet sted.
»Jeg har altid gerne villet være sportsjournalist, men hele min familie arbejdede inden for bankverdenen, så det skulle jeg jo også. Sådan gjorde man dengang,« fortæller Flemming Toft til B.T.
Karrieren som bankmand blev dog aldrig til noget. Han passede simpelthen ikke ind i det miljø:

»Jeg kunne bare mærke, det ikke var mig. Når man ikke er god til tal, så skal man ikke være bankmand. Den uddannelse droppede jeg ret hurtigt.«
Det valg skulle dog hurtigt vise sig at skabe et familievirak af de helt store.
»Det var min måde at skabe et oprør på, men det var min familie absolut ikke begejstrede for. Jeg blev faktisk blacklistet af dem,« fortæller indehaveren af det ikoniske 'hutlihut'-jubeludbrud fra EM i 1992.
Beslutningen om at droppe bankstudierne gjorde ham på en måde til familiens sorte får, som han selv formulerer det.
»Det betød, at jeg ikke blev inviteret med til familiefødselsdage og andre arrangementer. Jeg fik simpelthen det røde kort,« fortæller han og slår fast, at det ikke var hans forældre, der valgte at lukke ham ude. Det var den resterende familie.
Reaktionen ramte dog ikke Flemming Toft på den måde, som man ellers skulle tro:
»Jeg var da overrasket og lidt chokeret over deres reaktion, men på en måde passede det meget godt ind i mit 1960'er-oprør. Jeg havde det faktisk fint med det.«
I stedet for at bruge tid på tal, valgte tv-kommentatoren at forfølge sin drengedrøm. Han ville være journalist. Og det skulle handle om sport.

Derfor var han i 1988 med til at starte TV 2 op fra bunden, og fra den dag blev han lige pludselig et kendt ansigt for størstedelen af Danmarks befolkning.
»Jeg ved sgu ikke helt, hvad det dækker over, men jo, jeg er vel en 'kendis'. Det er dog bestemt ikke noget, jeg har stræbt efter at blive,« siger Flemming Toft.
Titlen som kendt personlighed var derfor også noget, den 71-årige kommentator havde meget svært ved at håndtere i starten af karrieren. Og det har han faktisk stadigvæk:
»Man bliver betragtet anderledes. Jeg har jo ikke lavet noget om på mig selv, for jeg har jo bare passet mit job. Derudover er jeg ikke så god til at være kendt. Jeg tager sjældent til gallapremiere eller møder op på den røde løber.«
Som kommentator på en af Danmarks største medieplatforme er en han blevet eksponeret på en måde, som kun få danskere kan prale af, og derfor er der da også altid nogen, der har en mening om det arbejde, Flemming Toft udfører på tv-skærmen.
»Det gør ikke noget, at folk kommenterer på det arbejde, jeg udfører. Det viser kun, at folk har en interesse for fodbold. Selvfølgelig er der altid en klovn eller to, der lige skal have sendt noget afsted, men det lever jeg med. Sådan er det,« fortæller han.
For ham kræver titlen som kendt, at man lever sit liv med en vis omtanke.
»Bagsiden af medaljen er, at man skal tænke over det at være kendt. At man ikke dummer sig i nattelivet. Man skal hele tiden være opmærksom på sig selv, og det begrænser nogle enkelte ting, men det er ikke noget, der betyder noget i det store billede,« afslutter han.

Sammen med Carsten Werge og Svend Gehrs har Flemming Toft fortalt om sine mange oplevelser som fodboldkommentator i bogen 'Det er genialt, det der', som udkommer 3. juni.
Søndag kan du på bt.dk læse anden del af interviewet med Flemming Toft, hvor han fortæller om hele sin karriere, fremtidsplaner og nutidens måde at dække fodbold på.

