Den tidligere FC København-boss Flemming Østergaard fortalte i starten af januar, at han var blevet ramt af kræft i ansigtet og næsen. Nu fortæller han om, hvordan sygdomsforløbet er gået.

Det gør han til FCK-mediet Copenhagen Sundays.

»Jeg håber, det går godt. Jeg har været gennem 17 dages strålebehandling, og mit store håb er, at kræften er væk. Det var den chance, lægerne anbefalede. Hvis den ikke er væk, så kræver det en operation, der er lidt kompliceret. Næsen skulle være ret svær at operere. Jeg er optimistisk og håber, at tingene forløber positivt,« siger Flemming Østergaard til Copenhagen Sundays.

Don Ø, som han er blevet døbt i folkemunde, fortæller videre, at han er glad for det behandlingsforløb han har fået i det danske sundshedsvæsen, selvom behandlingen har sat sine tydelige spor på specielt næsen.

Flemming Østergaard.
Flemming Østergaard. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han nægter dog både at give op og brokke sig over sin sygdom. For som han selv siger, så findes der andre, der har det meget værre end ham selv.

Han lægger dog ikke skjul på, at han har haft et hårdt år, hvor han er røget ind og ud af hospitalet. Både på grund af kræftsygdommen, men også sit generelle dårlige helbred.

»Jeg er inde i en meget uheldig periode. Gennem det sidste år har jeg haft en hel del sygdom. jeg har heft flere sygdomme det sidste års tid, end jeg har haft hele mit liv. Så jeg er inde og ude af hospitalet, og det har medført, at jeg selvfølgelig kigger anderledes på livet,« siger han.

Flemming Østergaard var tilknyttet FC København fra 1997 indtil 2010, hvor han selv sagde op. Kort tid efter landede han en politianmeldelse, der senere sendte ham i fængsel.