Flemming Østergaard kan ikke forstå den fængselsdom, som han torsdag er blevet idømt.

Det skriver den tidligere Parken Sport & Entertainment-formand Flemming Østergaard - populært kaldet 'Don Ø.' - i Østre Landsret. Der var tale om en skærpet straf for kursmanipulation, som nu lyder på halvandet års ubetinget fængsel.

På Facebook lyder det:

»Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig en dom, som den, der er faldet. Der var jo en årsag til, at vi appellerede den meget mildere dom fra Byretten med tro på frifindelse,« siger Flemming Østergaard:

»Hele bestyrelsen har lagt vægt på, at alt i forbindelse med køb af egne aktier skete i overensstemmelse med gældende regler. Ligesom den daglige ledelse lagde vægt på det. Der har ikke været nogen objektiv grund til at tro, at vores handel med aktier ikke er foregået efter bogen. Og der er efter min mening slet ikke noget bevis for det,« siger Flemming Østergaard.

Han har mistet tilliden til retssystemet, fortæller den mangeårige FCK-boss.

»Det er grænseoverskridende, at blive dømt for et forhold, hvor jeg for eksempel i 2007 kunne have kaldt mine aktier og tjent mere end det dobbelte. Jeg har meget svært ved at have tillid til, at Landsretten har forståelse for, hvordan man driver virksomheder i Danmark. Jeg mener ikke, at de har udvist forståelse for, hvordan for eksempel samspillet mellem en bestyrelsesformand og direktionen foregår,« siger Flemming Østergaard:

»Min sidste rest af tillid til retsvæsenet ligger nu hos Højesteret, og jeg håber virkelig, at sagen tages op igen. I det mindste glæder jeg mig over, at Landsretten ikke har fundet nogensomhelst grund til, at jeg ikke fortsat kan lede selskaber og deltage i bestyrelsesarbejde.«

Samtidig meddeler Flemming Østergaard, at han ikke har flere kommentarer lige nu.

Ifølge Flemming Østergaards Facebook-opslag siger hans advokat, Sysette Vinding Kruse, sådan her:

»Jeg er meget chokeret over dommen, som jeg mener bygger på en forkert bedømmelse. Jeg er uenig i rettens præmisser for dommen, og derfor vil vi nu søge procesbevillingsnævnet om lov til, at Højesteret tager stilling til sagen. Jeg udtaler mig meget sjældent om de sager, jeg fører, men denne sag er en undtagelse.«

Også den tidligere direktør Jørgen Glistrup er torsdag blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for sin rolle i sagen, der har kørt siden 2010. I byretten fik Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup henholdsvis fire og seks måneders fængsel, men det blev altså torsdag skærpet i landsretten.

Dommen betyder også, at der hos Flemming Østergaard konfiskeres værdier for ni millioner kroner, mens Jørgen Glistrup slipper noget billigere og skal af med 800.000 kroner.

BT har været i telefonisk kontakt med Flemming Østergaard, men han ønsker ikke at uddybe sine kommentarer.