Arsenal har leveret en noget nær fejlfri start på sæsonen, men tirsdag aften kom de engelske mestre ud for lidt af en fiasko.

Storholdet røg ud i ottendedelsfinalen af den engelske Liga Cup til Fleetwood Town. Klubben ligger aktuelt på 18.-pladsen i Englands fjerdebedste række

Den ordinære kamp sluttede 1-1, inden Fleetwood vandt den efterfølgende straffekonkurrence med 5-3. Arsenals Bruno Guimaraes var eneste spiller, der misbrugte sit forsøg fra pletten.

Arsenal savnede gennem hele kampen fantasi og gennembrudskraft mod det hårdt kæmpende hjemmehold. Til slut sneg frustrationerne sig også ind i mestrene, så stortalentet Max Dowman forløb sig og blev smidt ud.

Træner Mikel Arteta mønstrede et hold med en blanding af etablerede navne og unge talenter, men måtte sende hele sit tunge kavaleri i spil fra bænken, som anden halvleg skred frem.

Der skete underlige ting allerede fra kampens start, da en drone cirkulerede rundt over spillernes hoveder. Dommeren måtte afbryde spillet i otte minutter, indtil politiet havde fundet frem til dronens ejermand.

Midt i første halvleg kom hjemmeholdet foran, da Aaron Loupalo-Bi knoklede sig fri af Arsenals 17-årige midterforsvarer Marli Salmon og scorede fladt hos målmand Illan Meslier.

Det var Fleetwoods eneste afslutning mod mål i første halvleg, men det rakte til en pauseføring, fordi det omstrukturerede Arsenal-hold ikke kom nogen vegne.

Træner Mikel Arteta reagerede med en dobbelt udskiftning i pausen. Anfører Martin Ødegaard kom på banen for at sætte skik på holdet, og Arsenal skulle ikke vente længe på udligningen.

Efter fem minutter endte bolden hos Viktor Gyökeres, der under hårdt pres skrabede den over stregen.

Arsenal havde nærmest bolden uafbrudt i anden halvleg, men skabte få rigtig store chancer. Først til allersidst måtte Fleetwood-målmand Jay Lynch levere en feberredning, da Ben White afsluttede fra tæt hold.

Lynch fik hovedrollen igen, da han parerede Guimaraes' forsøg i straffekonkurrencen og sendte den lille klub i kvartfinalen.

RITZAU