FC Københavns anfører, Carlos Zeca, forlænger aftalen med klubben, så den løber til 2023.

Det oplyser FCK i en pressemeddelelse.

Den 31-årige græske midtbanespiller fortæller på onsdagens pressemøde dagen før Europa League-braget mod Dynamo Kiev, at han ikke behøvede overveje tilbudet særlig længe.

»Det var en nem beslutning at forlænge med FC København,« siger FCK-anføreren, der ikke tøvede med at forlænge, selvom hans familie bor i Portugal.

»Det er sådan, situationen har været i lang tid. Så det er jeg lidt vant til. Selvfølgelig savner jeg dem, men det her er mit liv, og når det er ovre, har jeg tid til at være sammen med dem.«

Zeca afviser heller ikke, at aftalen vil kunne forlænges yderligere på et senere tidspunkt.

»Jeg ser en strålende fremtid her, og jeg vil være en del af den. Måske kan FCK være min klub, indtil jeg er 36 eller 37.«

FCK-træner Ståle Solbakken kalder sin anfører for en forrygende fodboldspiller og en stor lederfigur.

Ståle Solbakken og Carlos Zeca samt kommunikationschef Jes Mortensen (t.v.) under FCK pressemøde i Telia Parken i København, onsdag den 6. november 2019. Torsdag mødes FC København og Dynamo Kiev i Europa League i København.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Ståle Solbakken og Carlos Zeca samt kommunikationschef Jes Mortensen (t.v.) under FCK pressemøde i Telia Parken i København, onsdag den 6. november 2019. Torsdag mødes FC København og Dynamo Kiev i Europa League i København.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Jeg mener, at Zeca er på højt internationalt niveau og hører til blandt de bedste centrale midtbanespillere, FCK har haft gennem tiderne.«

»Han går altid forrest på banen og viser holdkammeraterne vejen, ligesom han er et bindeled for trænerne inde på banen,« siger Ståle Solbakken.

Han hentede Carlos Zeca i græske Panathinaikos i august 2017 og gjorde ham året efter til fast anfører for holdet.

Men det er ikke kun Ståle Solbakken, der er henrykt over at have forlænget kontrakten med midtbanespilleren.

»Han er en edderkop,« siger Viktor Fischer om Carlos Zeca.
»Han er en edderkop,« siger Viktor Fischer om Carlos Zeca. Foto: Philip Davali
Vis mere

Også FCK-profilen Viktor Fischer er svært begejstret for at se Zeca fortsætte i København.

»Jeg er pisseglad for, at han fortsætter med at være her. Han er en edderkop. Han er dygtig, rigtig dygtig,« siger Viktor Fischer og storroser sin anfører.

»Han er kun blevet bedre og bedre, det er en stor nyhed for klubben, at anføreren forlænger og bliver et stykke tid endnu.«

På trods af, at Carlos Zeca ikke er helt ung længere, mener Fischer, at der giver rigtig god mening at forlænge med den 31-årige græske landsholdsspiller.

»Jeg er så glad på klubbens vegne over, at en af vores allerbedste spillere vælger at blive her i årene, der kommer. Bliver han ved med at udvikle sig og være den samme, stærke spiller, så kommer han også til at spille i alle de år og fortsat være vores anfører,« siger Viktor Fischer.

Fischer kom selv til klubben i januar 2018 som en stor profil, og han håber, at forlængelsen med så vigtig en spiller som Carlos Zeca kan gøre, at flere profiler bliver fristet til at gøre det samme.

»Jeg er virkelig glad på Zecas vegne over, at han har fået en aftale, som han er glad for. Jeg håber, at der vil være flere stærke spillere, der har interesse i det samme (at forlænge, red.).«

Carlos Zeca er født i Portugals hovedstad, Lissabon, og har rødder i Kap Verde. Han har indtil videre spillet 104 kampe for FCK, scoret fem mål og lavet otte målgivende afleveringer.

I 2017 fik han græsk pas efter at have boet i landet i mere end fem år, og han er noteret for 19 landskampe for Grækenland.