Viktor Fischers afslutning på det aktive fodboldliv blev et mørkt kapitel, der sluttede med en skade og anti-depressiv medicin.
29. juni 2023 meddelte Royal Antwerpen, at Viktor Fischer indstillede karrieren, men der var ingen ord fra Fischer selv - og der er heller ikke kommet nogen siden. Før nu.
I Kristeligt Dagblad-podcasten Sørine og Livskraften med præsten Sørine Gotfredsen fortæller den tidligere FCK-spiller med 21 landskampe i bagagen, at han sloges med stærke dæmoner under hele sin karriere.
Han følte sig ofte ikke god nok og havde også lyst til at dunke hovedet ind i muren, så han ikke følte smerten i brystet og den paniske angst, han bar rundt på.

Hans humørsvingninger var også så slemme, at han frygtede for, at de kunne diagnosticeres som en psykisk lidelse.
Efter en skade hos FCK stoppede hans fysiske formåen på topniveau, hvilket var 'skrækkeligt' at opleve for ham.
»Jeg blev angst og ked af det. Og det som jeg selv ville kalde deprimeret. Jeg havde ingen udvej,« siger han i podcasten og afslører, at en klinisk psykolog gav ham anti-depressiv medicin, som han tog i en periode omkring årsskiftet til 2020.
Fischer nåede at spille store adresser i Europa, såsom Ajax, Mainz og Middlesbrough.
Som ung kom han ind som nr. 9 i Golden Boy-kåringen, der rangerer verdens største talenter.
På det tidspunkt spillede han for Ajax Amsterdam, hvor han endte med 111 kampe og 33 mål.
Hos FC København blev han en fanfavorit og var blandt andet med til at sikre dem mesterskabet i sæsonen 2018/2019.