»Det kræver ikke mirakler mod Danmark. Deres gamle spillere er ikke gode nok. Danmark har et langsomt forsvar. De har arrogante spillere.«

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når det finske kvindelandsholds scout, Kimmo Lipponen, vurderer Danmark forud for det skæbnesvangre møde mellem de to hold tirsdag, hvor taberen vil være ude af EM.

Den finske scout så Danmark blamere sig i 0-4-kampen mod Tyskland fredag, og det har givet tro på et godt resultat på MK Stadium nord for London.

»Det kræver ikke mirakler at slå Danmark. Vores hold er meget ens, men de har Pernille Harder. Hun er en undtagelse,« siger han til Yle og fortsætter den hårde vurdering af det danske landshold:

»Danmark er sårbare, når de angriber. De står højt og efterlader kun få tilbage, og ingen af dem er raketter.«

»De er meget klare i deres 3-4-3, men de har svagheder. Der er også en vis arrogance i nogle spillere. De kan let tabe bolden, og der er det vigtigt at slå til.«

Den kritik blev landstræner Lars Søndergaard præsenteret for på mandagens pressemøde i det engelske.

»Det vil jeg da bruge i min motivation til spillerne. Men jeg tror egentlig ikke, at de behøvede yderligere motivation udover at kigge på os selv, spille hvad vi kan og vise omverdenen, at vi kan spille god fodbold – også ved en slutrunde, ikke kun før i testkampe og i kvalifikationen,« siger Lars Søndergaard, der også blev forholdt en finsk spillers kritik af det danske holds organisation.

Foto: VINCENT MIGNOTT
Vis mere

»Det har hun helt lov til at synes. Især efter vores første kamp, hvor vi ikke virkede særligt organiserede. Men tager de den kamp som målestok for det, vi kan, så må de gøre det – men det tror jeg ikke, at de gør.«

En af de rutinerede ræve på det danske landshold er midtbanespiller Sanne Troelsgaard.

Hun giver ikke meget for den finske chefscouts kritik af Lars Søndergaards valg om at bruge ældre spillere.

»Hvis det er mig, der er en af de erfarne og gamle, så tager jeg gerne den på mig. Men som Lars siger, så skal vi ud at vise, hvad vi er for et hold. Det giver mig egentlig bare ekstra motivation, så det tager vi med i vores optakt.«

Foto: LISI NIESNER
Vis mere

»Jeg synes stadig, vi har niveauet. Ved en slutrunde har det også noget at gøre med erfaring, og det synes jeg helt bestemt, at vi har,« siger midtbanedynamoen.

Tirsdagens kamp bliver altafgørende for Danmarks videre skæbne ved EM, og et point vil formentlig næppe kunne bruges til meget.

Inden 0-4-nederlaget til Tyskland kaldte Lars Søndergaard opgøret mod tyskerne for en 50/50-kamp.

Klog af skade vil han ikke vurdere forholdet i tirsdagens opgør.

»Det stemte overhovedet ikke på dagen mod Tyskland, så det undlader jeg at gøre denne gang. Vi fokuserer fuldstændig på os selv – så dummer jeg mig ikke,« siger han og tilføjer dog:

»Det er et hold, vi skal slå. Det bliver en hård og tæt kamp, men jeg forventer, vi får mere med bolden at gøre. Det er vores intention, og vi er gode til det. Men finnerne er godt organiseret defensivt, og vi skal have styr på deres omstillinger.«

Finland tabte 1-4 til Spanien i deres EM-åbningskamp, hvorfor begge hold altså er på nul point. Der er kampstart på MK Stadium klokken 18.00 tirsdag – her vil der være plads til 30.500 tilskuere.