Det finske fodboldforbund kunne ikke lægge sig mere fladt.
På de sociale medier havde de på toårsdagen markeret EM-sejren mod Danmark i Parken, som skete 12. juni 2021.
Nok var det en af nationens største sejre nogensinde, men baggrunden med Christian Eriksens kollaps og den kontroversielle genoptagelse af kampen fik ikke et ord med på vejen.
Det fik en masse danskere til at fare i flint og kritisere finnerne sønder og sammen på grund af den manglende medfølelse på det nationale fodboldtraume.
Det finske fodboldforbunds kommunikationschef, Taru Nyholm, kunne ikke være mere ked af håndteringen omkring deres markering.
»Vi undskylder, vi har ikke valgt det rigtige format i opslaget på de sociale medier. Vi viste ikke nok respekt for det danske landshold, Christian Eriksen og danskerne i vores opslag.«
»Vi vil aldrig glemme den dag og kampens tragiske begivenheder. Det vil forblive i vores hjerter for evigt. Vi beklager, at opdateringen på sociale medier var dårlig – i et dårligt format. Det var på ingen måde vores hensigt. «
»Vi respekterer historien og danskerne, og begivenhederne i den kamp er stadig jævnligt til stede i vores kommunikation. Grunden til, at denne kamp vil forblive i vores hukommelse for altid, er Christian Eriksen.«

»Vi er meget taknemmelige for, at Eriksen er kommet sig og har det godt. Begivenhederne i den kamp har også efterladt et dybt indtryk på spillerne på vores landshold.«
»Vi undskylder også over for Danmarks tilhængere og danskere på Twitter. Vi håber, at vores undskyldning bliver accepteret, og at vi kan fortsætte vores gode samarbejde i fremtiden.«
I denne landskampsperiode møder Finland modstand fra Slovenien og San Marino, men i september tager de nok en gang mod det danske landshold, der slog dem 3-1 i begyndelsen af EM-kvalifikationen.