En norsk spiller fik et chok, da han blev udvist i halvlegen

Amatørfodbold er afhængig af ildsjæle, der gerne vil vaske tøj, træne og dømme kampe, men nogen går dog mere op i sporten end andre.

I Norge stødte Kim André Viste fra Nærbø 2 for eksempel på en dommer, der måske var lige lovligt engageret.

Det skal siges, at André Viste og hans holdkammerater spiller i 7. division i Norge.

- Da dommeren blæste til pause gik hele holdet ud og satte sig udenfor banen. Nogen af os tænkte, vi kunne nå en smøg. Da vi begyndte at ryge, løb dommeren over en halv bane og viste mig først det gule og derefter det røde kort, siger en forbavset André Viste til Aftenbladet.no.

Den tidligere norske topdommer, Svein-Inge Thime, er også meget forundret og til dels irriteret over hændelsen.

- Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt! Fodbold på en syvmandsbane skal være en hobby, og det her er næsten så dumt, at det ikke er værd at kommentere, siger Thime og tilføjer:

- Den dommer må finde sig en anden hobby.

Aftenbladet har også været i kontakt med dommeren, der gav det gule og røde kort:

- Han blev udvist for usportslig optræden. Det var det. Jeg gider ikke snakke om det. Det bliver for dumt, siger dommeren Rune Ulseth.