Monacos stjerneangriber Radamel Falcao indrømmer at have talt med modstandere om muligt aftalt resultat.

Den colombianske angriber Radamel Falcao gik under VM-kvalifikationskampen natten til onsdag mod Peru rundt og talte med hver enkelt modstander, mens han dækkede for sin mund. Det gjorde han kort efter Perus udlignings mål til 1-1. På det tidspunkt kunne både Peru og Colombia gå videre med uafgjort.

Kampen blev passiv og endte også med resultatet 1-1. Efterfølgende har der været spekuleret i, hvad Falcao fortalte sine modstandere.

Men nu indrømmer stjerneangriberen, at han diskuterede med sine modstandere om det faktum, at et uafgjort resultat ville sende de to hold videre.

»Vi vidste, hvad der skete i de andre kampe, og det spillede vi med i baghovedet. Under kampen forsøgte jeg at fortælle det videre til Peru,« sagde Falcao efter kampen ifølge Sky Sports.

Falcao i aktion mod Peru
Falcao i aktion mod Peru Foto: GUADALUPE PARDO
Vis mere

Onsdag fortalte Renato Tapia, der spiller for Peru, også, at han havde diskuteret det uafgjorte resultat med Falcao midt på banen. Men han afviste, at der blev lavet en aftale om noget.

»I de sidste fem minutter, kom Colombia-spillerne hen til os. De kendte til situationen i de andre kampe,« sagde Tapia og tilføjede:

»Så vi behandlede kampen, som vi var nødt til at gøre. Jeg talte med Falcao, som sagde til mig, at begge hold ville kvalificere sig, hvis tingene endte, som de stod på det tidspunkt. Men det er også fodbold, og vi skal spille for at vinde.«

Colombia endte på fjerdepladsen og kvalificerer sig dermed direkte til VM i Rusland til sommer. Peru endte på femtepladsen på bekostning af Chile. Dermed skal Peru spille to playoff kampe mod New Zealand om at komme til VM.