Det kan gå vildt for sig i den næstbedste engelske fodboldrække.

Og i weekenden var en dansker involveret i en spøjs situation, der siden har floreret på sociale medier.

For mens det normalt er syngende tacklinger, hårde dueller og tætte opgør, der kan få temperamenterne i kog på græsset – så var det i weekenden et noget mere 'kærligt' sammenstød, der fik den danske Norwich-spiller Jacob Lungi Sørensen op i det røde felt.

I Championship-kampen mellem Norwich og Sunderland fik Sørensen et puf i ryggen, så han gled ud i banden – og med raseri i blikket tog han fat i gerningsmanden Luke O'Nien fra Sunderland.

Foto: VIAPLAY
Foto: VIAPLAY
Vis mere

DU KAN SE HELE SAMMENSTØDET I KLIPPET OVER ARTIKLEN.

Først virkede det til, at de to spillere krammede sig ud af situationen med et smil, men pludselig truttede Luke O'Nien læberne og kyssede den iltre dansker på munden.

Om O'Nien havde håbet at få et kys retur, ja, det står hen i det uvisse – men han fik i hvert fald med en vred Sørensen at føle, for danskeren tog resolut kvælertag på sin modstander, inden de to blev adskilt.

Kampens dommer gav de to spillere en henstilling, inden kampen fortsatte og endte 1-0 til Sunderland.