Lyt til artiklen

Der skulle kun gå et år – og nu er det allerede slut.

Den tidligere Brøndby-træner Alexander Zorniger er nemlig fortid i cypriotiske Apollon Limassol, som han ellers gjorde til mester i sin første sæson.

Det melder klubben på sin hjemmeside.

'Apollon Football annoncerer enden på sit samarbejder med træner Alexander Zorniger og hans assistenter Adam Adamos og Yurek Rohrberg,' fremgår det.

Jobbet som træner i Apollon var Zornigers første siden tjansen i Brøndby, hvor han var træner i knap tre år.

Nu er fremtiden for tyskeren igen uvis.

'Den tyske træner tog over som træner for vores hold i maj 2021 og førte os til at vinde mesterskabet med 19 sejre, 11 uafgjorte og 9 nederlag i 39 kampe.'

'Vi vil gerne dybfølt takke Alexander Zorniger og hans tætte medarbejdere for deres bidrag til holdet og ønsker dem succes i deres private og professionelle liv.'

Træneren nåede at stå i spidsen for Apollon i to kampe i denne sæson, da holdet blev slået ud af Maccabi Haifa i Champions League-kvalifikationen. Hans kontrakt løb ellers et år endnu, indtil 31. maj 2023.

Zorniger vandt den danske pokalturnering med Brøndby i 2018.