Casemiro fik chokbeskeden efter lørdagens Madrid-derby.

Hans hus havde været angrebet af bevæbnede røvere under kampen - mens fodboldspillerens hustru og datter var hjemme.

Ifølge spanske medier som eksempelvis El Chiringuito TV, hastede den brasilianske midtbanespiller hjem efterfølgende.

Heldigvis slap Anna Mariana Casemiro og datteren uskadte fra røveriet. De gemte sig i huset.

Røveriet hos Real Madrid-spilleren er blot det seneste af en lang række, hvor fodboldspilleres hjem er blev udsatte for røveri, mens de har været væk.

I sommer skete det samme for Alvaro Morato, mens han spillede kamp med det spanske landshold.

Og derudover er rækken lang. Ifølge Marca er det sket mindst 15 gange i Spanien inden for de seneste år.

Casemiro, hustruen og datteren på et julebillede fra sidste år:

Det er desuden gået ud over Gerard Piqué, Karim Benzema, Jordi Alba, Kevin-Prince Boateng, Arthur Melo, Joaquin, William Carvalho, Isco, Ezequiel Garay, Gabriel Paulista, Funes Mori og Geoffrey Kondogbia

Også Real Madrid-spilleren Lucas Vazquez har haft ubudne gæster, mens de var væk på ferie. Hans hustru har reageret på Insagram, efter at nyheden om Casemiro kom frem.

'En efter en. Hvornår kan man leve fredeligt i sit eget hjem. Hvornår kan man få lov til at gå på arbejde stille og roligt,' skriver Maca Capilla.

Real Madrid har nu ifølge Marca advaret sine spillere mod at lægge billeder af deres hjem på sociale medier for ikke at friste forbrydere.