Den tidligere landstræner for Danmark måtte se træneren for Hollands EM-guldvindere løbe med hæder.

Nils Nielsen blev mandag aften forbigået til hæderen som verdens bedste træner for et kvindeligt fodboldhold.

Den tidligere træner for Danmarks kvindelige fodboldlandshold måtte se Hollands landstræner, Sarina Wiegman, løbe med hæderen ved en prisuddeling i London.

Det meddeler Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) på Twitter.

Fifa havde nomineret Nils Nielsen som en af verdens tre bedste trænere, efter at han i sommer førte Danmark til sølv ved EM i Holland.

Danmark tabte i august EM-finalen i Enschede med 2-4 til Holland, hvis landstræner altså endte med at løbe med hæderen.

Den tredje nominerede var franskmanden Gerard Precheur, der tidligere i år førte Lyon til Champions League-titlen.

Nils Nielsen valgte efter EM-sølvet at stoppe som landstræner for Danmark.

Han har endnu ikke offentliggjort, hvor hans fremtid ligger.

Celtic fik FIFA Fan Awards i en konkurrence, hvor FC København var nomineret.

FCK var nomineret til FIFA Fan Awards for en gestus, hvor klubbens fans efter finalesejren i DBU Pokalen mod Brøndby sendte trofæet hen til en fan i kørestol, så han fik lov til at røre ved det.

Celtic vandt for deres tifo-fejring af 50-års-jubilæet for klubbens største triumf - sejren i Mesterholdenes Europa Cup i 1967.

/ritzau/