FIFA-præsident Gianni Infantino har gjort status over kvinde-VM, som afsluttes med finalen mellem England og Spanien på søndag.

Foruden at skamrose sit eget arrangement fandt den kontroversielle boss i den forbindelse plads til sende en ordentlig svirper afsted til Danmark – og mere specifikt de danske medier.

FIFA-præsidenten, som ellers brugte det meste af sin taletid til at tale kvindefodbold op og tale for mere ligestilling mellem kønnene, er træt af, at opmærksomheden fra visse landes medier ikke har levet op til hans standarder under de seneste ugers VM-slutrunde i Australien og New Zealand.

»Det kan ikke passe, at der var 39 italienske journalister i Qatar, når Italien ikke var kvalificeret, og nul i New Zealand og Australien. Der var over 30 danske eller schweiziske journalister i Qatar og mindre end 10 her. Vi er nødt til at begynde at behandle mænd og kvinder på samme måde,« lød det fra Infantino i sin tale ved historiens anden FIFA-kvindefodboldkonference i Sydney.

Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danmarks landshold var kvalificeret til slutrunden, men røg ud i 1/8-finalen til de australske værter.

Gianni Infantinos overordnede budskab i sin tale var, at alle fodboldens interessenter skal forpligte sig til at gøre mere ud af og respektere kvindefodbold.

Men samtidig havde FIFA-præsidenten også en opfordring til kvinderne i lokalet og de kvindelige fodboldspillere, som selv kan tage skeen i egen hånd for at skabe bedre forhold til sig selv, mener han.

»Nu er det tid til at behandle kvinder og mænd lige. Jeg siger til alle kvinder – og I ved, at jeg har fire døtre, så jeg har et par stykker derhjemme – at I har magten til at forandre. I skal bare gøre det. Skub til dørene, de er åbne. Bliv ved med at drømme. Lad os gå efter fuld ligestilling,« sagde Infantino i en tale, der har affødt kritik på grund af sit simplificerede budskab til kvinderne.