FIFA-præsident med stort ønske: Den svenske konge takker nej
FIFA's præsident, Gianni Infantino, har sendt et langt brev til kong Carl Gustaf med en helt særlig invitation.

FIFA's præsident, Gianni Infantino, har sendt et langt brev til kong Carl Gustaf med en helt særlig invitation.

Det er ikke sjovt at tvære i.
Men desværre er det sandheden, at Sverige skal en tur til VM, mens Danmark må følge med hjemmefra.
Som optakt til turneringen er FIFAs præsident, Gianni Infantino, i øjeblikket ved at færdiggøre gæstelisten til VIP-tribunerne.
I den forbindelse har præsidenten forsøgt at få ingen ringere end Sveriges konge, kong Carl Gustaf, til at deltage.
Det skriver Expressen, som er kommet i besiddelse af det brev, som er blevet sendt til kongen.
'Det er mig derfor den største glæde at invitere dig til FIFA World Cup, den største sportsbegivenhed i historien, som min æresgæst, og jeg ville være dybt beæret, hvis du ville slutte dig til mig ved en af dit landsholds kampe,' står der blandt andet.
Nu oplyser Johan Tegel, viceinformationschef i det svenske kongehus, til mediet, at kongen ikke kommer til at deltage.
»Der er ingen VM-planer for kongen,« siger Johan Tegel.
Men hvorfor?
Ifølge Johan Tegel skyldes det den simple årsag, at det ikke er blevet planlagt.
Videre fortæller informationschefen, at der vil blive informeret om det, hvis et andet medlem af kongefamilien deltager.