FIFA-præsident kæmper for overlevelse
Nye oplysninger vidner om, at Gianni Infantino bruger ufine metoder for at genvinde sin præsidentstilling i næste periode.

Nye oplysninger vidner om, at Gianni Infantino bruger ufine metoder for at genvinde sin præsidentstilling i næste periode.

Onsdag aften har FIFA udsendt en pressemeddelelse, hvor de udtrykker fuld støtte til deres præsident.
Men det har medlemslandene ikke. De seneste uger har adskillige fodboldforbund, herunder UEFA og DBU, erklæret mistillid til FIFA.
Derfor er den nuværende præsident på en mission for at genvinde sin post til næste valg. Flere medier kan berette om, hvordan Gianni Infantino forsøger at skaffe stemmer inden valget til marts.
Kilder siger til The Times, at præsidenten skulle have lovet Marokko, at VM-finalen i 2030 vil blive spillet i deres land.
De er nemlig i gang med at bygge verdens største fodboldstadion, hvor finalen i givet fald skulle afholdes. Til gengæld skal landet fortsætte med at støtte ham som præsident.
Men FIFA benægter at skulle have givet sådan et løfte.
Et andet land, hvis stemme Infantino prøver at købe, er Jordans.
The Athletic erfarer, at Jordans fodboldchef, prins Ali bin Al Hussein, har beskyldt Infantino for afpresning.
Jordan har i løbet af året bedt om hjælp til tre forskellige projekter og har samtlige gange modtaget svaret, at landet først skal støtte Infantinos genvalg næste år, før der kan gives svar på deres ansøgninger.
Til trods for Infantinos forsøg på at presse Jordan, så skriver Ali bin Al Hussein torsdag i et X-opslag, at det ikke er lykkedes:
'Mit fodboldforbund og jeg vil ikke bakke op om præsident Gianni Infantino, og vi vil heller ikke stemme på ham,' udtrykker han kontant på det sociale medie.
Efter at have fremlagt forslaget om at privatisere dele af FIFA og sælge andele af VM til private investorer har FIFA-præsidenten undskyldt for forslaget, som han også endte med at trække tilbage.
Det har dog heller ikke været nok for DBU, som torsdag eftermiddag lægger sig i slipstrømmen af Jordan og fastholde mistilliden til Infantino.
»Det har ikke fået mig til at ændre mening i forhold til tidligere udtalelser,« siger DBU-formand Jesper Møller på forbundets egen hjemmeside.
Hvem, der bliver den nye præsident for FIFA i perioden 2027 til 2031, bliver bestemt d. 18. marts næste år, hvor de 211 medlemslande skal stemme.