Zürich. Peru får ikke holdets anfører og største stjerne, Paolo Guerrero, med til sommerens VM.

Det fastslår Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tirsdag.

Den Internationale Sportsdomstol, CAS, strammede i sidste uge straffen i en dopingsag, så den 34-årige angriber ikke kan deltage ved VM-slutrunden i Rusland.

Det fik Den Internationale Spillerforening, Fifpro, til at reagere, og mandag opfordrede anførerne for Perus tre gruppemodstandere i et brev Fifa til at lade Paolo Guerrero spille VM.

Danske Simon Kjær var medunderskriver på brevet sammen med Frankrigs Hugo Lloris og Australiens Mile Jedinak.

Fifa-præsident Gianni Infantino oplyser dog tirsdag, at forbundet vil respektere dommen fra CAS. Der henvises til, at CAS er sportens højeste retsorgan.

Guerrero har hele tiden hævdet sig uskyldig i dopingsagen, efter at en dopingprøve i oktober 2017 viste spor af kokain i hans urin. Peru-angriberen hævdede, at det var havnet i hans krop gennem en kop te.

Fifas disciplinærudvalg tildelte ham i første omgang en karantæne på 12 måneder, men den blev senere halveret i en appelsag.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) ankede derefter sagen til CAS, der i sidste uge udmålte straffen til 14 måneders karantæne.

Det danske landshold møder Peru i holdenes åbningskamp ved VM 16. juni. Senere skal de to hold op imod Australien og Frankrig i gruppespillet i Rusland.

/ritzau/Reuters