Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil gå videre med høringsprocessen om et foreslået salg af en ejerandel i organisationens turneringer - herunder dele af VM.

Det melder Fifa fredag i en udtalelse.

Meldingen kommer, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har stået i spidsen for massiv kritik af planerne.

- Vores planlagte høringsproces blev forstyrret af fejlagtig mediedækning. Vi vil fortsætte høringsprocessen for at sikre, at hvert medlemsforbund har mulighed for at afgive sin stemme på et oplyst grundlag, lyder det fra Fifa i fredagens udtalelse.

Uefa meddelte torsdag, at forbundets medlemmer ingenlunde kan støtte op om at sælge eksempelvis dele af VM til eksterne investorer.

Uefa har også meldt sig klar til at boykotte fremtidige VM-slutrunder og andre turneringer arrangeret af Fifa.

- Ingen sælger fodbold. Det er ikke noget, Fifa nogensinde ville overveje. Alle har ret til at udtrykke deres modstand og søge yderligere afklaring, men ingen enkelt aktør kan hævde at repræsentere alle 211 medlemsforbund verden over, siger Fifa.

- Hvert medlemsforbund bør have mulighed for at gennemgå forslaget og få indflydelse på sin egen fremtid. Det er de demokratiske principper, Fifa bygger på.

Fifa vil oprette et selvstændigt kommercielt selskab ved navn Fifa Forward Enterprise (FFE). Eksterne investorer skal kunne købe andele i det nye selskab, og nettooverskuddet vil ifølge Fifa blive geninvesteret i fodbolden.

FFE vil få en værdiansættelse på omkring 20 milliarder dollar - 131 milliarder kroner.

Private investorer vil kunne købe omkring 20 procent af aktierne i selskabet, mens Fifa selv vil have en majoritetsandel i selskabet.

RITZAU/Reuters