Racisme, slagsmål og flaskekast stjal billedet i flere VM-kvalifikationskampe. Fifa har indledt undersøgelser.

Verdensfodboldforbundet Fifa tager skarpt afstand fra de tilskueruroligheder, der tirsdag aften skæmmede flere VM-kvalifikationskampe.

I London røg ungarske tilhængere i slagsmål med politi og kontrollører på Wembleys tribuner. I Tirana overdængede albanske fans polske spillere med kasteskyts.

- Fifa fordømmer skarpt hændelserne i England mod Ungarn og Albanien mod Polen og ønsker at slå fast, at vi tager afstand fra enhver form for ballade, diskrimination eller krænkelse.

- Fifa analyserer lige nu rapporter fra gårsdagens (tirsdagens, red.) kvalifikationskampe for at fastslå de mest passende tiltag, lyder det fra forbundet.

Uroen på Wembley i London brød ifølge engelsk politi ud kort efter kampstart tirsdag aften, da betjente forsøgte at anholde en ungarsk tilskuer på udebaneafsnittet for racistisk opførsel over for en kontrollør.

Balladen varede i flere minutter, hvor der blev uddelt slag fra begge sider, inden der faldt ro på.

Forinden havde flere ungarske fans buhet, da de engelske spillere før kampen knælede i protest mod racisme.

I Tirana blev polske spillere ramt af blandt andet plastikflasker. Det skete, umiddelbart efter at Karol Swiderski havde bragt Polen foran 1-0 mod det albanske hjemmehold.

Kampen var afbrudt i 20 minutter, hvor begge hold forlod banen, indtil der var kommet ro på tribunerne.

/ritzau/