Lad os nu tage de positive, rød-hvide briller på og springe frem i tiden.

Ja, fint nok. Danmark sikrer sig andenpladsen i Gruppe E og ryger i play-off om de sidste europæiske pladser til VM næste år – men så kan det blive rigtigt, rigtigt svært for Åge Hareides formstærke landshold dér midt i november.

For FIFA har onsdag offentliggjort, hvordan seedningen bliver udført til de afgørende kampe: Det bliver på baggrund af verdensranglisten.

Og det er ikke godt nyt for Danmark, der er raslet ned på den liste i den seneste tid. Dermed ser Danmark lige nu ud til at være meget langt fra en seedning, når de otte bedste toere skal fordele fire VM-pladser mellem sig. Selv om de seneste to sejre over Polen og Armenien har kastet et godt ryk frem af sig.

Det betyder, at modstandere i play-off-kampene eksempelvis kan blive stormagterne Portugal eller Italien (hvis altså Danmark formår at blive nummer to efter Polen).

Sådan ser det i hvert fald ud lige nu.

For her er oversigten over de aktuelle toeres placeringer på verdensranglisten, opdateret med de seneste VM-kvalifikationskampe (BT har foretaget udregningen ved hjælp af FIFAs hjemmeside). Seedningen vil i så betyde, at de fire bedste skal møde de fire dårligste:

  • Portugal (Gruppe B): 1.386 point
  • Wales (Gruppe D): 1.089 point (*)
  • Italien(Gruppe G): 1.035 point
  • Slovakiet (Gruppe F): 967 point
  • Nordirland (Gruppe C): 945 point

----

  • Island (Gruppe I): 932 point
  • Sverige (Gruppe A): 918 point
  • Bosnien og Hercegovina (Gruppe H): 761 point
  • Montenegro (Gruppe E): 749 point

Danmark er lige nu ikke toer, men med en dansk andenplads vil holdet i så fald afløse Montenegro på listen. Den danske pointtotal er dog ikke meget bedre, for i så fald ville Danmark kun placere sig som... næstdårligste hold:

  • Danmark (Gruppe E): 848 point

Det er dog vigtigt her at pointere, at seedningerne først træder i kraft, når det dårligste hold er sorteret fra. For kun de otte bedste hold ud fra toer-stillingen baseret på den reelle pointhøst får lov at få chancen i play-off-kampene – nummer ni må blive hjemme.

 
Christian Eriksen bringer Danmark foran med 1-2 mod Armenien.
Vis mere

Sådan ser den aktuelle toerstilling lige nu ud:

  • Portugal (15 point), Nordirland (13 point), Italien (13 point), Island (13 point), Slovakiet (12 point), Sverige (10 point), Montenegro (10 point), Bosnien og Hercegovina (8 point), Wales (8 point) – (Danmark har som Montenegro også 10 point i det regnskab).

(*) Og det betyder, at Wales (trods den høje placering på FIFA-ranglisten) slet ikke får chancen i play-off. Det betyder dog ikke så meget for Danmarks placering, der stadig vil være blandt de fire dårligste.

Det er også værd at bemærke, at Portugal stadig kan snuppe førstepladsen i Gruppe B fra Schweiz, der i så fald vil blive toer i stedet. Schweizerne vil dog i stedet tage topseedningen med en aktuel ranglistepointsum på 1.210.

I Gruppe I er der også stadig ret stor uvished om, hvordan holdene ender, da hele fire hold ligger inden for to point i toppen. Man af de involverede hold er kun Tyrkiet lige nu dårligere placeret end Danmark i seedningssammenhæng. Så det er stadig ikke nok for Åge Hareide og co. til at bevæge sig op blandt de seedede.

Seedningen baseres på holdenes placering på verdensranglisten pr. 16. oktober, når holdene har spillet færdig i alle grupper. Lodtrækningen finder sted dagen efter.