Fifa afviser at have pustet tilskuertal op til VM-kamp
Fifa forklarer tomme sæder med, at tilskuere befandt sig på gangarealer, da Sydkorea slog Tjekkiet med 2-1.

Fifa forklarer tomme sæder med, at tilskuere befandt sig på gangarealer, da Sydkorea slog Tjekkiet med 2-1.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) er blevet beskyldt for at pynte på tilskuertallet til den næsten udsolgte kamp mellem Sydkorea og Tjekkiet ved det igangværende VM.
Det skriver mediet BBC.
Fifa offentliggjorde et tilskuertal på 44.985 tilskuere til opgøret, der blev spillet i mexicanske Guadalajara, hvor kapaciteten på stadion er 46.000.
Selvom billeder viste flere tomme sæder under kampen, fastholder Fifa, at tilskuertallet er korrekt.
- De officielle tilskuertal afspejler antallet af scannede billetter og tilskuere, der befinder sig inden for stadionområdet, og ikke visuelle vurderinger af, hvor mange sæder der er besat på et givent tidspunkt under kampen, skriver Fifa ifølge BBC i en udtalelse.
Fodboldforbundet forklarer, at flere tilskuere under kampen, der blev spillet natten til fredag dansk tid, befandt sig andre steder på stadion.
- Det skal bemærkes, at flere billetindehavere under gårsdagens kamp i Guadalajara kunne ses stående i gangarealerne frem for at opholde sig på deres tildelte pladser gennem hele kampen, skriver Fifa.
Fifa har samtidig offentliggjort et billede fra kampen, der viser et næsten fyldt stadion, skriver BBC.
Forud for VM-slutrunden har Fifa fået fankritik for skyhøje billetpriser til kampene.
Fifa-præsident Gianni Infantino forsvarede onsdag den dynamiske prissætning, der er indført forud for slutrunden. Den betyder, at billetprisen stiger i takt med efterspørgslen.
Infantino sagde på et pressemøde, at billetpriserne er på niveau med priserne til andre store sportsbegivenheder.
Sydkorea vandt opgøret mod Tjekkiet med 2-1. Sydkoreanerne indtager andenpladsen i gruppe A efter Mexico, der i åbningskampen slog Sydafrika med 2-0.
/ritzau/