FC Barcelona er ude af Champions League efter et historisk 0-3-nederlag til italienske Roma.

Champions League-semifinalerne bliver uden både Manchester City og FC Barcelona. Ja, du læste rigtigt! FC Barcelona er ude af Europas fineste klubturnering, selv om de i sidste uge vandt 4-1 hjemme på Camp Nou.

Det er de efter et historisk nederlag i en historisk by. Italienske AS Roma vandt 3-0 og går dermed videre til semifinalerne på reglen om udebanemål - på bekostning af Lionel Messi og FC Barcelona.

Foto: MAX ROSSI
Vis mere

Romas comeback kan kun betegnes som en af de største sensationer i Champions Leagues historie. Kun to gange før er tremåls-føringer eller mere blevet hentet i Champions League. Én af gangene var, da selvsamme FC Barcelona i sidste sæson hentede et nederlag på 0-4 i den første kamp mod Paris St. Germain ved på sensationel manér at vinde 6-1 hjemme på Camp Nou.

Den kamp er glemt nu. I hvert fald for en stund. FC Barcelona er ude af Champions League efter et uvirkeligt nederlag. Og det går naturligvis ikke ubemærket hen i det spanske.

Foto: ANDREAS SOLARO
Vis mere

Madrid-aviserne Marca og AS er ikke sene til at kalde 'Barcas' nederlag både en 'fiasko', et 'sammenbrud' og 'et imperiums fald'. Næsten lige så bombastiske er Barcelona-aviserne, der konstaterer, at nederlaget er 'et kollaps' og endnu en 'latterlig historie' i Champions League.

På sit pressemøde efter kampen berørte Barcelona-træner Ernesto Valverde omverdenens reaktioner på en lidt tør facon for en træner, der netop har tabt 3-0 og nu er ude af Champions League trods en kæmpestor favoritværdighed.

Foto: ETTORE FERRARI
Vis mere

»Analyserne er altid ekstreme. De spiller en fremragende kamp,« sagde Valverde.

Helt uberørt er Barca-træneren dog ikke.

»Vi er alle berørte, men vi skal tilbage på hesten, for vi er stadig med i to turneringer,« lød det fra Valverde.

Efter en af de største sensationer længe set i Champions League.

Foto: TONY GENTILE
Vis mere