Den danske træner Brian Priske er færdig i Feyenoord.
Det skriver den hollandske klub på sin hjemmeside.
»Feyenoord og cheftræner Brian Priske er blevet enige om at gå hver til sit med øjeblikkelig virkning. Klubben angiver de svingende resultater og den manglende kemi som hovedårsager,« lyder det.
Også assistenttrænerne Lukas Babalola Andersson og Björn Hamberg er færdige med øjeblikkelig virkning.
Feyenoord, der sidste år kom nummer to i Æresdivisionen, ligger lige nu nummer fem. Brian Priske kom til klubben forud for denne sæson, efter holdets forrige træner, Arne Slot, tog til Liverpool.
Brian Priske kom til Feyenoord fra Sparta Prag, som han vandt to ligatitler med.
»Det er meget skuffende for alle parter, at vi har været nødt til at træffe denne beslutning,« siger Dennis te Kloese, generalsekretær og teknisk direktør i Feyenoord.
»Selvom Feyenoord opnåede nogle imponerende resultater med Brian, især i UEFA Champions League, har førsteholdets præstationer været alt for ustabile i de seneste måneder, og vi ser desværre for få strukturelle fremskridt.«
I Champions League lykkedes Brian Priske med at kvalificere Feyenoord til play offs, hvor de skal møde AC Milan, men det bliver altså ikke kampe, som danskeren kommer til at stå i spidsen for.