Ferguson indlagt: Foreviget på foto lige inden ildebefindende
Trænerlegenden skulle have det »o.k.«.

Trænerlegenden skulle have det »o.k.«.

Kig på billedet øverst i artiklen.
Her ses trænerlegenden Alex Ferguson på et foto taget søndag eftermiddag – kun kort tid før han blev dårlig og måtte køres til hospitalet.
Lægen og forfatteren Aseem Malhotra lagde det på X umiddelbart inden, at det dramatiske exit udspillede sig.
»Et privilegium, en ære og en drøm at blive inviteret til at kunne tilbringe lidt kvalitetstid med Sir Alex Ferguson forud for kampen mod Liverpool på Old Trafford,« skriver han.
Som B.T. kunne beskrive søndag, følte Alex Ferguson sig skidt tilpas mere end en time inden topbraget mellem de to ærkerivaler i Premier League.
Oplysningerne har siden været få.

Det er kun kommet frem, at den 84-årige skotte fik foretaget en række undersøgelser.
Seneste nyt er ifølge nyhedsbureauet Press Association, at en kilde skulle have sagt, at han er »o.k.«.
Manchester United er derimod ikke kommet med en udmelding, men klubbens midlertidige manager, Michael Carrick, satte ord på hændelsen efter kampen, der endte med en 3-2-sejr:
»Jeg hørte om det før kampen, så jeg var klar over det,« lød det fra ham:
»Alt, jeg kan sige, er, at jeg var påvirket. Vi ønsker ham det bedste og håber, at han er ved godt helbred – og forhåbentlig giver resultatet ham et boost.«
Med sejren og de tre point sikrede Manchester United sig deltagelse i Champions League i den kommende sæson. Og det ser ud til, at også bronzemedaljerne næsten er i hus.