Sevilla vandt fredag sin fjerde Europa League-titel på seks år. Det fejrede Ivan Rakitic ved at hoppe i poolen på live-tv.

Problemet er bare, at Rakitic spiller for FC Barcelona. Det er blot en uge siden, de blev kørt over i en historisk Champions League-ydmygelse. 8-2-nederlaget udløste et ragnarok i den catalanske by, hvor både manager Quique Setien og sportsdirektør Eric Abidal blev smidt på porten.

Så klubben slikker stadig sårene og er derfor ikke begejstret for spillerens optræden på live-tv. Det skriver det spanske medie Mundo Deportivo.

Rakitic var med igennem på en forbindelse fra sin private ejendom, hvor han først blev interviewet ganske kort og herefter hoppede i poolen. Alt imens han havde et stort smil på læben.

Ivan Rakitic spillede i Sevilla fra 2011 til 2014, og mens Barcelona forstår kroatens tilknytning til klubben, mener Barcelona i samme ombæring, at det er uprofessionelt at optræde fuld af glæde på tv, så kort tid efter at Barcelona røg ud.

Et lykønskende tweet havde været nok fra spilleren, som heller ikke havde været i kontakt med Barcelonas nye manager, Ronald Koeman, inden han deltog i programmet.

Ivan Rakitic spillede ikke kampen mod Bayern München. Han har i flere år været en profil hos Barcelona, men i den seneste sæson har det været småt med spilletid.

Derfor rygtes han væk, og Sevilla lukrerer angiveligt på at hente kroaten, som har kontraktudløb i sommeren 2021, hjem.