De stod vredet ind i hinandens arme og udvekslede kys og kram, kort efter Spaniens store triumf til EM midt i juli.
Umiddelbart lignede Álvaro Morata og hustru Alice Campello et par, hvor alt var fryd og gammen.
Men virkeligheden var en helt anden, for knap en måned senere afslørede AC Milan-spilleren, at han og Campello skulle skilles.
Lynhurtigt bredte sig en del rygter omkring den pludselige skilsmisse af parret, der har været sammen gennem otte år. Et af dem handler om utroskab ved festen efter EM-triumfen.

Men det fejer den 31-årige angriber kraftigt af vejen.
»Jeg er træt af, at folk siger, at jeg var Alice utro. Jeg deltog ikke engang i landsholdets fest, da jeg ville undgå, at rygter som de her ville opstå,« siger han ifølge det spanske medie As.
Álvaro Morata har fire børn med Alice Campello, og han skjuler da heller ikke, at bruddet er meget svært at håndtere.
»Jeg er knust. Jeg er flygtet fra Spanien, fordi jeg ikke kan klare presset og kritikken længere. Ikke kun fra pressen, men også fra den sportslige presse«, sagde han.
Ifølge Marca var det et skænderi ved EM-fejringen, der var dråben, som fik bægeret til at flyde over for parret.
Her ville Alice Campello angiveligt ikke have Alvaro Moratas forældre eller familie med på græsset i Berlin – kun deres børn og hendes egne venner.

