- Det vigtigste er spilletiden.

Denne slidte frase flyver igen og igen ud af gabet på fodboldspillere, hvis karriere er gået i stå. Alt for ofte desværre fra en dansk spiller i udlandet, der er langt fra en startplads og er påbegyndt en fodboldmæssig forrådnelsesfase på bænken. Væk er spilletiden, væk er hyldesten fra medier og fans, og pludselig er landsholdsfodbolden blot et kært minde.

Eksemplerne er mange. Michael Silberbauer i Young Boys Bern, Michael Lumb i Zenit og Nicklas Bendtner i Arsenal er blot nogle af de spillere, der har været fanget i fodboldmæssig håbløshed.

Alligevel har desperationen efter et klubskifte været marginal, mens transfervinduerne på skift er lukket i. Skudsikre millioner på bankbogen har været plasteret, der har været for svært at rive af.

30-årige Jakob Poulsen vekslede i sommeren 2012 en tilværelse som landsholdsspiller og profil i Superligaen til en marginalrolle i Monacos velhavende fyrstendømme. Efter en godkendt start var det pludselig slut med førsteholdsfodbold og landsholdet. Til gengæld kunne han under den monegaskiske sol glæde sig over en tre-årig kontrakt, der angiveligt indbringer ham mindst 15 millioner kroner i karrierens efterår. Skattefrit.

allsvvesken

En indtjening, som han senest i denne uge erkendte vejer tungere end førsteholdsfodbold

- I sommer sagde jeg, at jeg sådan set kun er i Monaco, fordi jeg får en god løn, der er svær at få andre steder. Det står jeg egentlig stadig fast ved, sagde Jakob Poulsen sidste tirsdag til BT.

FC Vestsjællands Michael Lumb har selv stået i dilemmaet mellem mange nuller på lønchecken og spilleminutter. Efter flere års storspil i AGF, der tilmed havde givet landsholdsdebut, fik han tre år i den russiske storklub Zenit Sankt Petersborg. Selvom han aldrig var i nærheden af fast spilletid, blev han kontraktperioden ud.

- Jeg kan sagtens følge Jakob Poulsen. Man bliver nødt til at tænke på, hvad der skal ske efter fodbolden. Vi har en kort karriere, hvor vi skal nå at tjene alle pengene ind, så vi må tænke på, hvad vi har nu, og hvad vi kan få efterfølgende, lyder det fra Lumb, der, som han udtrykker det, ’fik en rigtig god kontrakt i Zenit’. Angiveligt omkring tre millioner årligt efter skat.

introEGO

I løbet af de tre år i Zenit blev det til lejeophold i hollandske Feyenoord, danske AaB og tyske Freiburg. Ikke nogen langtidsholdbar løsning fra backen, der alligevel ikke havde behov for at bytte sin permanente kontrakt ud.

- Jeg ville rigtig gerne spille fodbold, men jeg vidste også godt, at hvis jeg skulle skifte permanent til en anden klub, så ville jeg ikke få den samme løn.

I Aarhus løber 32-årige Søren Larsen rundt i karrierens efterår. Efter et fint ophold i den tyske storklub Schalke 04 sagde Lange Larsen i 2008 ’oui’ til en indbringende kontrakt med franske Toulouse. En dyr aftale for franskmændene, der ifølge BTs oplysninger måtte smide godt 12 millioner kroner årligt efter angriberen, der kom til at tilbringe størstedelen af tiden på skadeslisten og på lejeophold i både Tyskland og Holland. Alligevel havde han først i januar 2011 nydt den sidste baguette, inden turen gik hjem til AGF.

Den tidligere danske landsholdsangriber og nuværende studievært Peter Møller oplevede noget af det samme, da han omkring årtusindskiftet strandede i spanske Oviedo med en guldrandet kontrakt. Selvom frustrationen over manglende spilletid fyldte meget, var hensynet til økonomien for stor til at skrotte kontrakten. Derfor kan Peter Møller sagtens følge Jakob Poulsen.

- Det kan godt være, at Jakob Poulsens landsholdsplads er røget, men når han er færdig med at spille fodbold, betaler DBU ham jo ikke hver måned. Man skal hele tiden opveje, hvor meget man vil gå på kompromis, og sådan var det også i mit tilfælde. Jeg ville rigtig gerne væk, men det skal også hænge sammen. Du har måske brugt 10 år af din karriere på at få den her kontrakt. Som Preben Elkjær engang sagde til mig: ’Du kommer aldrig til at tjene så mange penge igen’, siger Peter Møller.

For Michael Lumb, Søren Larsen, Peter Møller og Jakob Poulsen kostede millionkontrakten i udlandet landsholdspladsen. Det har ofte medført kritik og undren, fortæller Michael Lumb.

- Der var rigtig mange, der spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare smuttede fra Zenit. Mange sagde til mig, at penge vel ikke er alt.

- Nej, det er det ikke, men det er jo trods alt det, vi lever af, siger Lumb, der også fremhæver de store oplevelser, der fører med en udlandskontrakt.

Mens 25-årige Michael Lumb fortsat har mange år i sig som fodboldspiller, nærmer det sig i højere grad enden for Søren Larsen og Jakob Poulsen. 32-årige Larsen har kontraktudløb i AGF til sommer, mens 30-årige Jakob Poulsen har kontrakt til 2015. Hvad der så skal ske er endnu uvist, men mon ikke det giver lidt tryghed med millioner på kistebunden.