Kasper Hjulmand glæder sig over, at FC Nordsjællands unge spillere får international erfaring i Europa League.

Belfast. Fem år efter den seneste deltagelse i europæisk fodbold er FC Nordsjælland igen klar til at tage hul på et internationalt eventyr.

Torsdag aften indleder holdet kvalifikationen til Europa League på udebane mod Cliftonville FC fra Nordirland.

- Det betyder en del for klubben. Vi er stolte og vil gøre alt for at komme så langt som muligt, siger træner Kasper Hjulmand.

- Så er det et fantastisk skridt for de unge at få erfaring og prøve noget andet end Superligaen. Det er en øvelse, der skal til, og nu kommer mange til at prøve det i en meget ung alder.

- Men det er betyder også, at programmet bliver hårdere og sværere, og det skal man øve sig i.

Også i denne sæson vil FC Nordsjællands mandskab være præget af unge spillere.

I de seneste sæsoner har klubben næsten sprøjtet unge ligaprofiler ud, men man kan ikke bare forvente, at det sker hele tiden, pointerer træneren.

- Vi er afhængige af, at nogle unge tager store skridt, som Magnus Kofod gjorde fra sidste sommer og Mikkel Damsgaard fra efter vinteren, men man kan ikke bare forvente det. Ikke alle responderer sådan.

- Med afsæt i akademierne har vi nogle rammer, som spillerne kan løfte sig i, og så må vi se, om nogle af de spændende spillere kan træde ind i det næste halve år, siger Hjulmand.

Han førte i sidste sæson klubben frem til DM-bronze foran snuden på FC København, men træneren finder det svært at sætte præcis målsætning for næste sæson, når han ikke ved, hvordan truppen ser ud efter transfervinduet.

Op til sidste sæson forsvandt flere store profiler, og det samme kan nå at ske i denne sæson. Særligt Mathias Jensen er et varmt navn blandt udenlandske klubber.

- Markedet bestemmer. Vi skal ikke sælge for enhver pris, men er buddene store nok, kan vi ikke sige nej. Foreløbigt er der sket meget lidt, men vi må se, hvordan truppen ser ud, når vinduet lukker 1. september.

- Vi ved heller ikke, hvordan konkurrenternes trupper ser ud til den tid, så det handler hele tiden om næste kamp og have fokus på at vinde, lyder det fra Hjulmand.

FCN's udekamp mod Cliftonville bliver fløjtet i gang torsdag klokken 20.45 dansk tid.

/ritzau/