FC Nordsjælland vandt ude over Vendsyssel og skal møde FC København i pokalturneringens ottendedelsfinale.

FC Nordsjælland er som det 16. og sidste hold klar til ottendedelsfinalerne i fodboldens landspokalturnering.

Det blev en kendsgerning, da superligaklubben fra Farum på udebane vandt med 2-0 over Vendsyssel FF, der i sidste sæson rykkede ud af Superligaen.

Dermed er FC Nordsjælland klar til at møde FC København på udebane i næste runde. Den kamp er planlagt til at blive spillet sidst i oktober.

FCN levede op til favoritværdigheden ved at score et mål i hver halvleg.

Den 19-årige ghanesiske forsvarsspiller Clinton Antwi scorede til 1-0 efter knap en halv time.

Dermed fik han en noget sjovere rolle end i Superligaen for ti dage siden, da han ude mod AGF faldt uheldigt ned på fliserne i modstanderens udskiftningsboks efter en hovedstødsduel, hvorefter han måtte sys.

Det lignede længe et sejrsmål, men 12 minutter før tid fordoblede endnu en forsvarer, norske Ulrik Yttergaard Jenssen, udeholdets føring til 2-0.

/ritzau/