Nicolai Larsen har fået lov til at flytte til Guingamp før tid. Målmanden rykker allerede mandag til Frankrig.

FC Nordsjælland-målmand Nicolai Larsen påbegynder allerede mandag karrieren i sin nye franske klub, Guingamp.

Larsen skulle ellers have spillet sæsonen færdig i den danske Superliga. Men FCN har accepteret, at den 29-årige keeper rejser sydpå på et tidspunkt, hvor der stadig mangler tre kampe i sæsonen.

Nicolai Larsen er for sidste gang med i FCN-truppen i søndagens hjemmekamp mod AaB.

- Jeg sætter stor pris på, at jeg nu kan få den bedst mulige start for mig selv og familien i Frankrig ved at tage tidligere afsted, men det betyder selvfølgelig også, at den triste afsked i FCN rykkes frem til allerede i dag (søndag, red.), siger han til klubbens hjemmeside.

I juni underskrev målmanden en to år lang aftale med Guingamp i Frankrig, hvor man allerede er begyndt at se frem mod næste sæson.

I modsætning til de fleste andre europæiske lande har Frankrig nemlig valgt ikke at genoptage sæsonen, der blev bremset af coronapandemien.

Nu får Nicolai Larsen mulighed for at være med i sæsonoptakten med sin nye klub.

Som en del af aftalen har FCN dog mulighed for at kalde ham hjem, hvis klubbens målmænd skulle blive ramt af skader eller karantæner i de sidste tre kampe i sæsonen.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne ville have beholdt Nicolai i klubben, men vi under ham en oplevelse og udfordring i udlandet, og derfor vil vi på ingen måde stå i vejen for, at han og familien kan få den bedst mulige start.

- Slet ikke, når han har lovet at komme tilbage og hjælpe, hvis det skulle blive nødvendigt i løbet af de sidste kampe i 3F Superligaens mesterskabsspil, siger FCN's sportschef, Jan Laursen.

/ritzau/