Mod har gjort FC Nordsjælland til den yngste trup i Europas 20 største ligaer. Det vækker stolthed i klubben.

Analyseinstituttet CIES Football Observatory kunne forleden fortælle, at FC Nordsjælland har spillet med den yngste gennemsnitsalder på holdet i de fem første runder i de 20 største europæiske ligaer.

I gennemsnit har FCN-spillerne haft en alder på 22,7 år, hvilket er markant lavere end Vejle og Brøndby, der begge ligger på 25 år som de næstyngste i Superligaen.

De unge spillere har i mange år kendetegnet Farum-klubben, og derfor vækker det også en vis stolthed, når de tilmed præsterer på banen, siger sportschef Jan Laursen.

- Vi har været modige og holdt fast i strategien også når der har været modvind. Der har vi været rigtigt gode.

- Det har ikke været et mål i sig selv, men vi har valgt en strategi for noget tid siden. Det er selvfølgelig kun interessant, når vi også kan levere på banen. Men at vi er lykkedes over så lang tid og har kunne holde fast, det er stærkt, synes jeg, siger Jan Laursen.

Den stolthed har også forplantet sig hos cheftræner Flemming Pedersen og spillertruppen.

- Der er noget fed stolthed over det. Det er altid vigtigt at være med til at vise omverdenen, at det kan man godt. Vi vil vise andre, at de skal bruge ungdommen, selv om det koster på den korte bane.

- Men på længere sigt er det bedre, end hvis man havde kørt videre med en, der ikke havde ligeså stort potentiale. Det synes jeg også, man kan se i Superligaen, at der kommer flere unge spillere ind, hvilket er til gavn for dansk fodbold.

Prædikatet som Europas yngste trup giver også fordele, når man skal promovere klubben eller sælge spillere til udlandet. FCN-sportschefen skal ikke længere bruge lang tid på at forklare, hvor han kommer fra, når han er på farten.

- Folk kender os rundt omkring, og vi behøves ikke holde så mange salgstaler, i forhold til hvad vi står for.

- Vi har været med i mesterskabsspillet alle årene, og så er det vigtigt, at vi har noget, der kendetegner vores klub og giver os et tydeligt dna, siger Jan Laursen.

FC Nordsjælland slog lørdag FC Midtjylland med 4-1.

/ritzau/