Nyheden om Kristoffer Olssons alvorlige tilstand har rystet Fodbolddanmark.

FC Midtjyllands svenske midtbanespiller faldt for lidt over en uge siden om i sit eget hjem med en akut opstået sygdom relateret til hjernen. Og efter nogle dage blev det meddelt, at han ligger i respirator.

Derfor er det da også en FCM-trup, som er dybt påvirket af hele situationen. Især cheftræner Thomas Thomasberg, der stadig er rystet over, at sådan noget pludselig kan ske.

Det fortæller han til TV Midtvest.

Kristoffer Olsson ligger i respirator på grund af akut sygdom i hjernen.
Kristoffer Olsson ligger i respirator på grund af akut sygdom i hjernen. Foto: Jose Sena Goulao/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Mandag i sidste uge snakkede jeg med ham i klubben, og tirsdag fik jeg så den chokerende melding. At sådan noget kan komme så pludseligt, det er vildt. Det sætter nogle tanker i gang. Vi har fået o.k. meldinger derfra, uden at det er supergodt. Det gør, at vi kan være i det, og nu har vi jo også været i det et stykke tid,« lyder det til TV Midtvest.

FC Midtjylland møder fredag aften FC København, hvor alle på stadion opfordres til at tage del i en hyldest til svenskeren, som vil foregå i det ottende minut. 

Olsson spiller nemlig med nummer 8 på ryggen.

De seneste dage har den midtjyske storklub lukket træningerne for fans og medier for at få ro i den svære situation, som klubben står i.

Torsdag oplyste FCM dog, at man vil være til rådighed for pressens spørgsmål efter fredagens storkamp.