Sidst gik det helt galt.

Når FC Midtjylland i aften går på banen til Europa League-'udekampen' (den spilles i Serbien) mod israelske Maccabi Tel Aviv, vil der være et stort fokus på den midtjyske dribler Aral Simsir.

Da de to mandskaber mødtes for et år siden, endte det topdramatisk. Der opstod stor tumult mellem FCM'eren med de tyrkiske rødder og de israelske spillere, der anklagede ham for at råbe propalæstinensiske gloser og 'jeg håber, I dør' under kampen.

Det blev til en sag hos UEFA, der efter en undersøgelse ikke fandt grundlag for at straffe Simsir, som dog undskyldte for at have råbt 'befri Palæstina' under kampen.

Andrej Isakovic/AFP/Ritzau Scanpix

Skæbnen vil så, at de to mandskaber nu tørner sammen igen. Og det ligner opskriften på et ondt gensyn.

Men Aral Simsir skal ikke frygte et hævngerrigt israelsk mandskab. Det fortæller den israelske fodboldjournalist Raz Amir, der mandsopdækker Maccabi.

»Jeg ved, at Maccabi-spillerne inden kampen bliver indkaldt til en samtale, hvor staben vil understrege, at hvad der skete sidste gang, hører fortiden til. De vil opfordre dem til forblive rolige, selv hvis der skulle komme nogle provokationer fra ham.« 

»De må ikke miste fatningen og lade tingene spinne ud af kontrol,« fortæller han og fortsætter:

»Maccabi har skiftet voldsomt ud i truppen. Og de fleste fra den startopstilling, der mødte FC Midtjylland sidste år, er solgt eller frigivet. Det er et nyt hold med 12 nye spillere.«

»Det er dog den samme stab som sidst, så de husker godt sagen. Men deres instruktion til spillerne bliver: ‘vær sportslige – og hold fokus på kampen og ikke på politik’.«

Så Aral Simsir skal ikke frygte hårde tacklinger?

»Nej, det skal han ikke være bange for. Den spiller, der var mest sur på ham sidst, er solgt til Twente,« siger Raz Amir.

Han fortæller, at grundet Israels krig mod Hamas, der har kostet tusindvis af civile liv i Gaza, skal israelske fodboldhold opføre sig så eksemplarisk som overhovedet muligt.

»Verdens syn på Israel i dag påkræver, at Maccabi skal være ‘hvidere end hvid’. De holder sig langt fra den slags sager. Og holder sig langt fra at kommentere på politik.«

»Maccabi prøver virkelig ikke at havne i nogen form for konflikt. De vil blive i europæisk fodbold, og de vil ikke give UEFA eller FIFA nogle muligheder for at udelukke israelsk fodbold fra noget som helt,« fortæller den israelske journalist.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra FC Midtjylland.

Der er kampstart klokken 21.00 i aften.

B.T. Fodbold

I dagens udsendelse dykker panelet ned i FCK's krise og cheftræner Neestrups overfusning af journalist i Silkeborg. Der bliver også tid til at kigge på Mike Tullbergs revolution i Midtjylland. Ugens skurke og helte findes - og meget meget mere. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jonas Ryefelt Producer: Tristan Wieleman Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen