FC Midtjyllands stjernespiller Dario Osorio skifter til Crystal Palace i Premier League.

Det skriver FC Midtjylland på klubbens hjemmeside.

22-årige Osorio lejes i første omgang ud til den engelske klub, som samtidig forpligter sig til at købe chileneren, oplyser FC Midtjylland.

Crystal Palace bekræfter også skiftet på den engelske klubs hjemmeside. Her lyder det dog, at det blot er en mulighed at købe Osorio, når lejeaftalen er udløbet.

Osorio kom til den danske Superliga-klub for tre år siden. Siden da har han spillet 121 kampe og scoret 25 mål for FC Midtjylland.

- Når vi ser tilbage på Darios rejse, er det først og fremmest med stolthed. Vi hentede ham som et stort chilensk talent, og siden har vi sammen arbejdet målrettet på at udvikle ham som spiller og som menneske.

- Nu står han et sted i karrieren, hvor næste skridt er Premier League. Det er præcis den rejse, vi ønsker at skabe for de unge spillere, der kommer til FC Midtjylland, siger Kristian Bach Bak, sportschef i FC Midtjylland, til klubbens hjemmeside.

Ifølge Bold.dk's oplysninger betaler Crystal Palace to millioner euro for selve lejeaftalen, hvorefter de skal gøre aftalen permanent. Det koster Crystal Palace 26 millioner euro, skriver bold.dk, som beskriver det som en rekordhandel.

Crystal Palace vandt dette års udgave af Uefa Conference League, hvor de slog Rayo Vallecano 1-0 i finalen.

RITZAU