FC Midtjylland skal som dansk mester forsøge at komme i Champions League-gruppespillet i den kommende sæson.

FC Midtjylland skal i anden runde i Champions League-kvalifikationen møde vinderen af opgøret mellem Buducnost Podgorica (Montenegro) og Ludogorets (Bulgarien).

FCM skal spille på udebane, og det afgøres over blot en enkelt kamp.

Det blev resultatet af lodtrækningen, som blev foretaget mandag i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i Nyon i Schweiz.

I kampen mellem Buducnost og Ludogorets er det seedede bulgarske hold favorit til at tage sejren.

Opgøret mellem de to østeuropæiske modstandere spilles 18. eller 19. august.

FCM's kamp mod vinderen skal spilles ugen efter – enten 25. eller 26. august.

Buducnost er ikke lige så kendt en klub som Ludogorets, der har markeret sig i Europa i de seneste sæsoner.

Ludogorets var med i Europa League i denne sæson, og det bulgarske hold blev nummer to i sin gruppe efter Espanyol.

Siden mødte Ludogorets det italienske storhold Inter i 16.-delsfinalen. Inter vandt samlet de to kampe med 4-1.

I det første opgør i Bulgarien scorede Christian Eriksen sit første mål for Inter, som vandt 2-0 i det opgør, der blev spillet i februar.

Eriksen var også med i returkampen mod Ludogorets, hvor han stod for en assist i 2-1-sejren i Milano en uge senere.

FCM's rivaler fra FC København har også stødt ind i Ludogorets i nyere tid.

I februar 2017 vandt FCK samlet over Ludogorets med cifrene 2-1 i Europa Leagues 16.-delsfinale.

Det var i opgøret i Bulgarien, at FCK satte tingene på plads med en sejr på 2-1, inden de to hold spillede 0-0 i Parken ugen efter.

Nu kan FCM komme til at forsøge at gentage den bedrift, medmindre montenegrinerne overrasker og bliver modstanderen.

FCM skal vinde både kampen i anden runde samt klare sig igennem to runder mere for at ende i gruppespillet i Champions League for første gang i klubbens historie.

Lykkes det ikke, har FCM mulighed for at komme i Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/