FC Midtjyllands europæiske eventyr er slut efter en tabt straffesparkskonkurrence mod Paok.

FC Midtjylland røg torsdag ud af Conference League efter et drama mod græske Paok.

Midtjyderne udlignede sent til 1-2 i den ordinære spilletid og 2-2 samlet via en scoring af den indskiftede forsvarsspiller Daniel Høegh, men tabte siden efter en målløs forlænget spilletid og en straffesparkskonkurrence.

Den indskiftede tyske Max Meyer misbrugte som den eneste i straffeduellen.

Med FCM's nederlag er FC København eneste danske hold i bowlen, når der fredag bliver trukket lod til turneringens ottendedelsfinaler. FCK er som gruppevinder i efteråret seedet.

FC Midtjylland fik en meget skidt start på opgøret. Paok satte sig tungt på spillet ved blandt andet at vinde langt flere dueller end midtjyderne.

Efter 17 minutters spil fik FCM dog en stor chance på en omstilling, men Pione Sisto afsluttede lige på Paok-keeperen.

Kom efter kom hjemmeholdet foran, da FCM's brasilianske stopper Juninho headede for svagt tilbage mod Elias Olafsson, hvilket kantspilleren Andrija Zivkovic udnyttede og gjorde sig selv til målscorer.

Efter 26 minutter blev ondt værre for FCM, da holdet ikke fik clearet bolden ordentligt, hvilket den 36-årige portugiser Vieirinha udnyttede til flot at kanonere Paok på 2-0 fra distancen.

FCM afsluttede første halvleg med sin bedste periode. Gustav Isaksen og især wingbacken Paulinho kom tæt på en reducering, men det blev ved 2-0 og rigeligt at snakke om i midtjydernes omklædningsrum i pausen.

Cheftræner Bo Henriksen reagerede ved at hive tre spillere ud i pausen, og det betød blandt andet, at den tyske nyerhvervelse Max Meyer og forsvarsspilleren Daniel Høegh kom på banen.

Og netop de to fik hovedroller.

FCM kæmpede sig langsomt ind i opgøret, og Daniel Høegh var i to omgange tæt på en reducering, men første gang sad forsøget lige på keeperen, og anden gang røg bolden lige forbi rammen.

FCM's pres blev større og større, og efter 80 minutter afdriblede Max Meyer en Paok-spiller og sendte et indlæg i feltet, som Høegh dykkede ned og pandede i nettet til 1-2.

Kort efter var anfører Erik Sviatchenko tæt på at sende FCM på omgangshøjde og i front samlet, men overliggeren reddede hjemmeholdet.

Et meget intenst opgør gik med 2-2 samlet og en fjernet regel om udebanemål videre til forlænget spilletid, hvor det var tydeligt, at kræfterne var ved at slippe op hos mange spillere.

Elias Olafsson var et par gange på plads og reddede FCM, hvilket gav duellen fra straffesparkspletten.

Her var Olafsson tæt på at redde et par gange, men Paok scorede på alle sine forsøg, og da Max Meyer brændte FCM's første forsøg sluttede eventyret.

/ritzau/

Genoplev begge kampe i LIVE-bloggen her: