FC Midtjyllands svenske landsholdsspiller Kristoffer Olsson ligger i respirator på Aarhus Universitetshospital, efter at han faldt om i sit eget hjem for en uge siden. 

Han er ramt af akut opstået sygdom relateret til hjernen. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.

Den 28-årige svensker mistede tirsdag den 20. februar bevidstheden i sit hjem og blev derefter bragt til hospitalet.

»Et hold af Danmarks førende lægelige eksperter arbejder i øjeblikket på højtryk med at stille en diagnose og iværksætte den rette behandling,« skriver klubben.

FCM har nu delt den frygtelige nyhed om Kristoffer Olsson.
FCM har nu delt den frygtelige nyhed om Kristoffer Olsson. Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Kristoffer har siden indlæggelsen været omgivet af sin nærmeste familie og dele af FC Midtjyllands stab, og behandles af specialister på området.«

Han og klubben beder nu offentligheden om ro.

FCM skriver desuden, at der har været mange rygter omkring Olssons situation, hvorfor de nu melder klart ud om hans tilstand.

Den dygtige midtbanespiller har 47 landskampe for Sverige og har også optrådt 124 gange for FC Midtjylland, hvor han har været á to omgange.