FCM-keeper tager ansvaret for nederlag i lokalopgør
Elias Olafsson tog ansvaret for, at FCM spillede 3-3 mod Viborg og dermed tabte et skridt til AGF i toppen.

Elias Olafsson tog ansvaret for, at FCM spillede 3-3 mod Viborg og dermed tabte et skridt til AGF i toppen.

FC Midtjylland-keeper Elias Olafsson spillede en uønsket hovedrolle, da mesterskabsaspiranten mandag aften tabte et vigtigt skridt med 3-3 mod Viborg FF i Superligaen.
Den islandske keeper så i første halvleg skidt ud på Viborgs 2-1-scoring, og i kampens sidste minutter måtte han igen give en retur, som Dorian Hanza var først over og dermed sørgede for 3-3.
- Det er meget træls. Det er ikke sjovt at være mig lige nu. Jeg kostede os den her kamp, siger Olafsson til TV 2 Sport med henvisning til Viborgs 3-3-mål.
- Selvfølgelig fylder det. Det var en bold, jeg skulle have holdt.
- Jeg er meget ked af det, men sådan er det. Sådan er fodbold nogle gange, lyder det fra keeperen.
FCM og Viborg leverede topunderholdning, der ud over de seks mål indeholdt flere annullerede scoringer og masser af intensitet.
- Det var hektisk. Det vidste vi godt, at det ville blive. Vi prøvede at få ro på kampen, men FCM var gode til at gøre det hektisk og lægge noget tryk, siger Viborgs Daniel Anyembe til TV 2 Sport.
- Jeg synes, at vi i perioder af kampen fik taget trykket af og vist, hvad vi er gode til.
Med pointtabet må FCM afgive førstepladsen til AGF med to spillerunder tilbage. To point adskiller de to hold.
/ritzau/