FC Midtjylland og AGF dyster søndag om en plads i årets pokalfinale, og i ligaen ligner det også en tæt duel mellem de jyske rivaler.
Aarhusianerne har på papiret et ældre og mere rutineret hold, men FCM har til gengæld en erfaring, som AGF mangler.
Fire mesterskaber og ti top-2-placeringer i Superligaen de seneste 20 år har FCM at trække på. I samme periode har AGF to tredjepladser som sine bedste ligaresultater.
Også i pokalen har midtjyderne med titler i 2019 og 2022 vist, at holdet kan gå hele vejen. AGF vandt senest pokalen i 1996.
- Der er ingen tvivl om, at den erfaring, vi har fra at spille med om guldet, kan blive en fordel.
- AGF har haft gode sæsoner, men de har ikke spillet med om mesterskabet indtil sidste spillerunde, som vi har gjort de foregående år. Det håber jeg, vi kan drage fordel af, siger FCM-kaptajn Mads Bech.
FCM fører 1-0 i pokalmødet efter en tæt og intens første duel i Aarhus. Samme betegnelse dækker sæsonens møder i ligaen, der er endt 0-0 og 1-1.
- Det er det fedeste at skulle møde AGF. De gør det virkelig godt i Superligaen, og det er nok de to bedste danske hold lige nu, der skal op mod hinanden.
- Jeg synes, Kristian Arnstad virkelig gør det godt, og de har en bagkæde, som er meget stabil. De har nogle spillere, der virkelig er steppet op og har taget noget ansvar, hvilket klæder dem rigtig godt, siger wingbacken Victor Bak.
Hverken Bech eller Bak forventer, at jævnbyrdigheden og intensiteten kommer til at mangle i Herning søndag.
- Jeg tror, kampen kommer til at ligne de andre mod dem med masser af powerfodbold, fysik og direkte spil fra begge hold, siger Bech.
Med FC Københavns frafald og andre holds mindre prangende sæsoner er AGF en fuldgod erstatning som "hovedrival" i denne sæson, mener Bak.
- Men det har egentlig altid været vanvittigt hårde, men også gode kampe mod AGF. Det er ikke noget, der lige pludselig er kommet, siger han.
Den samlede vinder efter søndagens brag i Herning møder 14. maj FC København i pokalfinalen, efter at københavnerne slog Viborg samlet 4-2 i den anden semifinale.
/ritzau/
