FC Midtjylland skuffede fælt, da mesterskabskandidaten søndag åbnede mesterskabsspillet.

Efter en sløj indsats tabte midtjyderne opgøret mod FC Nordsjælland i Herning med 0-1.

Gæsternes afgørende scoring blev sat ind sent i dommerens tillægstid, hvor en afretning var med til at snyde Elias Olafsson i FCM-målet.

Med nederlaget har FCM fire point op til førerholdet AGF, der har spillet en kamp færre.

FCN ligger næstsidst i mesterskabsspillet med 34 point for 23 kampe.

I en jævnbyrdig første halvleg pressede FCN højt og forsøgte at stresse midtjydernes opspil. Det førte til et par optræk til chancer til gæsterne.

FCN manglede til gengæld fysik på dødboldene. Det udnyttede Cho Gue-sung, der ad to omgange inden for kort tid var tæt på at bringe FCM foran.

På andet forsøg efter 19 minutter blev hans afslutning efter et hjørnespark afvist af stolpen, inden bolden havnede i hænderne på keeper Andreas Hansen.

Senere i første halvleg fandt angriberen vej til en afslutning fra en lettere spids vinkel. Igen stod nordsjællændernes målmand i vejen for et føringsmål.

To minutter efter pausen steg dramatikken. Dommeren dømte i første omgang straffespark til FCM, da Denil Castillo faldt til jorden i feltet.

Efter VAR-gennemsyn blev kendelsen trukket tilbage, og Castillo blev tildelt et gult kort for film. Han kastede sig uden at blive rørt af Andreas Hansen.

FCN havde generelt svært ved at finde åbningerne efter pausen, mens FCM-spillerne i et langsomt tempo flyttede bolden rundt på banen.

Gæsternes Hjalte Boe Rasmussen formåede at teste Elias Olafsson en smule, inden Denil Castillo senere mistimede sit opspring og headede langt over mål.

FCM holdt vejret i tillægstiden, hvor dommerne var flere minutter om at afgøre, at Hjalte Boes scoring skulle annulleres for offside i opspillet.

FCN endte imidlertid alligevel med at tage sejren, da Levy Nenes langskud i 99. minut snød Olafsson efter en afretning og fløj i netmaskerne.

/ritzau/