FC Midtjylland har været på indkøb i Belgien.

Fredag skriver klubben i en pressemeddelelse, at man har købt den danske forsvarsspiller Alexander Scholz i Club Brugge.

25-årige Scholz har fået en femårig kontrakt hos midtjyderne. Han skifter tilbage til hjemlandet efter seks år uden for landets grænser.

»I Alexander får vi en dansk forsvarsspiller, som både er teknisk stærk og duelstærk, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet,« siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, i pressemeddelelsen.

I Danmark har Scholz tidligere tørnet ud for Vejle, indtil han i 2012 skiftede til islandske Stjarnan.

Senere samme år tog han til Belgien, hvor det i første omgang blev til tre år i klubben Lokeren. Her gjorde han sig bemærket, da han scorede kampens eneste mål i Lokerens pokalfinalesejr i 2014 over Zulte Waregem.

Efter Lokeren blev det til to og et halvt år i Standard Liege, inden han i januar i år skiftede til Club Brugge, som han i maj blev belgisk mester med.

Danskeren har i alt spillet 18 landskampe på de danske U19- og U21-landshold.

/ritzau/