Sikke et mål.

Med to minutter tilbage af Superliga-kampen på Aalborg Portland Park mod AaB slog indskiftede Gustav Wikheim til med en ’klasse-kasse’ og sikrede FC Midtjylland en sejr på 1-0.

»Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds med, at jeg i efterhånden lang tid primært er blevet brugt som reservespiller. Men i den situation, jeg er havnet i, er der ikke andet at gøre end at slå til, når chancen byder sig. Og det gjorde jeg så. Da jeg modtager bolden i AaB’s straffesparksfelt, foretager jeg en skarp dribling og afslutter, uden at Kasper Pedersen når at tackle mig. Det var skønt for anden gang i denne sæson at score mod AaB,« sagde Gustav Wikheim, der overfor BT’s udsendte fodboldreporter slog fast med syv-tommer-søm, at hans utilfredshed ikke er så stor, at han i vinterens tranfersvindue vælger at skifte klub.

»Slet ikke. Faktisk stortrives jeg i FCM. Jeg tror faktisk så meget på det projekt, vi har gang i, at vi når sæsonen er slut både har vundet DM-guld og sikret os adgang til Champions League-kvalifikationen. Ganske vist har Brøndby et point mere end os på førstepladsen. Men jeg føler, at vi har flere spidskompetencer end dem,« sagde Gustav Wikheim, der blev rost til skyerne af FCM’s cheftræner Jess Thorup.

 
FC Midtjylland vandt 1-0 over AaB i 16. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

»Hans indskift var fremragende, og det var rigtig godt, at han greb chancen. Årsagen til, at han ikke var med fra start, er indlysende: Vi har i øjeblikket seks-syv sindssygt gode angribere, og indtil i dag var det de tre andre (Duelund, Onuachu og Sørloth, red.), der så skarpere ud,« sagde Jess Thorup, der glædede sig over sejren.

»Når jeg kigger på kampen, spiller vi en god første halvleg, er i god kontrol og holder AaB fra chancer. Til gengæld skifter kampen karakter efter pausen, hvor det efter min smag bliver lidt for åbent. Men det er vel et topholds lod at vinde en kamp som denne, hvor spillet ikke flyder helt så godt, som vi på forhånd havde drømt om. Den selvtillid, vi over et langt stykke tid har opbygget, får vi fuld udbytte af i slutminutterne,« sagde Jess Thorup.

AaB-træner Morten Wieghorst ærgrede sig fuldt forståeligt over nederlaget.

»Når det står 0-0 så sent i kampen, bør vi erobre det ene point. Vi tilspillede os jo ellers flere målchancer, men udnyttede dem desværre ikke,« sagde Morten Wieghorst og hentydede blandt andet til de store muligheder, som Frederik Børsting og Patrick Kristensen havde.

»Hvis vi skal vinde en kamp som denne, skal vi naturligvis afslutte bedre på chancer af den kaliber,« sagde Morten Wieghorst, der forklarede AaB’s spillemæssige optur i kampen således:

»I anden halvleg sætter vi langt flere pasninger sammen end i første, hvor vores tekniske niveau ikke var godt nok. Vi bliver stressede i situationer, hvor der ikke er pres på. Og så bliver det svært. For så får vi ikke flyttet spillet fremad.«

Resultatet betyder, at AaB fortsat ligger nummer otte i Superligaen med 19 point.

 

»Vores målsætning hedder stadig en placering i top seks. Skulle det ændre sig, garanterer jeg, at vi nok skal melde det ud,« sagde Morten Wieghorst.

AaB-anfører Rasmus Würtz havde også gerne set nordjysk sejr.

»Den kunne jeg måske have sikret, hvis ikke Jesper Hansen (i FCM-målet, red.) havde disket op med en klasseredning af mit langskud. Men vi må altså erkende, at FCM er stærke. De har en masse at skyde med fra bænken,« sagde Rasmus Würtz.