Den tidligere topangriber Morten "Duncan" Rasmussen havde en fod med i FC Midtjyllands 1-0-sejr over Genk i Europa League torsdag aften.
Det afslører matchvinder Cho Gue-sung, der var vaks ved havelågen og udnyttede en returbold, da Dario Osorio efter 17 minutter trykkede af fra distancen.
- "Duncan" havde fortalt mig, at jeg skulle være der, når Dario skyder. Og efter første halvleg sagde han også til mig: "Det var det, jeg havde sagt til dig".
- Det var et halvt "Duncan"-mål, siger FCM-angriberen med et grin.
Sydkoreaneren var både glad og skuffet over sig selv.
- Det var min femte kamp (i Europa League, red.), og jeg havde ikke scoret, så var jeg var virkelig, virkelig opsat på det og meget glad, da det lykkedes.
- Men jeg er også meget skuffet, for jeg skulle også have scoret på min chance i anden halvleg. Var det blevet uafgjort, havde jeg ikke kunnet falde i søvn, siger matchvinderen.
Først i august vendte han tilbage efter en lang skadespause med flere tilbageslag, og formen er der ikke helt endnu.
- Det var meget hårdt, men jeg er tilbage nu og meget glad for at spille. Det var min fjerde kamp i træk, hvor jeg spillede fuld tid, og jeg vil tro, jeg er på 70-80 procent nu.
- Det er især musklerne omkring mit knæ, der skal blive stærkere, og derfor bliver det også en meget vigtig vinterpause for mig, forklarer han.
FCM-træner Mike Tullberg fremhævede Cho for at løbe og presse for tre spillere mod Genk, og det er en stil, som sydkoreaneren gerne dyrker.
- Det er derfor, jeg er her. Jeg har altid kunnet lide at løbe meget og presse. Det er min styrke som spiller, siger Cho.
Den 27-årige sydkoreanske landsholdsangriber har scoret 19 mål i 58 kampe for FCM.
/ritzau/
