FCM satser på at beholde både Paul Onuachu og Alexander Sørloth i januar måneds transfervindue. Derimod regner de midtjyske ulve med at sælge Paul Onuachu til sommer.

Alexander Sørloth har scoret ni Superliga-mål, og Paul Onuachu har nettet otte gange i dette Superliga-efterår, og de har dermed deres store andel i, at FCM i skrivende stund ligger på andenpladsen i Superligaen og har scoret næstflest mål - nemlig 36. FC Nordsjælland har lavet et enkelt mål mere.

Fodboldverden er skruet sådan sammen, at der altid vil være klubber, der har brug for målfarlige angribere, og derfor kunne man også forestille sig, at nogle af dem har kig på nigerianske Onuachu og norske Sørloth.

Men de må enten frem med den helt store tegnebog eller bevæbne sig med lidt tålmodighed. Det er i hvert fald budskabet fra FCM-formand Rasmus Ankersen.

»Det er ikke meningen, at de skal sælges nu. Ingen af dem. Vores plan har længe været, at Paul (Onuachu, red.) skal sælges til sommer, mens Alex (Alexander Sørloth, red.) skal blive noget længere endnu og udvikle sig hos os,« siger Rasmus Ankersen ifølge aoh.dk. Det skriver Tipsbladets hjemmeside.

 
Alexander Sørloth scorer til 3-0 for FC Midtjylland mod Hobro IK.
Vis mere

Mens 23-årige Paul Onuachu kommer fra FCMs nigerianske samarbejde og har været i klubben i flere år, så er 21-årige Alexander Sørloth først kommet til klubben i sommerpausen.